Kalø
Kalø ligger smukt med den ikoniske Bregnet Kirke og Kalø Slotsruin. Området er fuld af spændende kulturhistorie f.eks. har udgravninger vist, at der på markerne omkring Bregnet Kirke lå en stor landsby, der har forsynet Kalø Slot.
Og hvis man holder af en tur i skoven, må man ikke gå glip af kaløskovene. Ved Kalø Slotsruin finder man både Hestehave skov og Ringelmose skov.
Kalø Slotsruin
Den lille halve kilometer ud ad dæmningen til Kalø Slotsruin er ikke kun en helt særlig naturoplevelse, men samtidig en rejse godt 700 år tilbage i tiden. For enden af denne længste middelaldervej i Danmark, anlagt samtidig med opførelsen af Kalø Slot, er det ikke svært at forestille sig det liv, der må have været neden for slotsmurene.
Hestehave Skov
Et net af stier fører dig rundt i Hestehave Skov. Her er store kystskrænter med troldekrogede bøgetræer, der falder ned mod Kalø Vig. Disse skrænter blev skabt, da landet hævede sig i stenalderen - lettere uden istidens tyngende gletchere.
Hestehaveskoven hørte tidligere under Kalø Gods. Derom vidner bl.a. Thyrahytten, der er en jagt- og badehytte fra år 1905 opkaldt efter baronesse Thyra von Jenisch.
Mod vest leder en gulplet-rute til et fugletårn, hvorfra du kan iagttage Følle Bunds mange eng- og vadefugle. Midt i skoven står langdyssen StoreStenhøj fra ældre bondestenalder (4000-2800 f.Kr.).
Jagtslottet
Fra stenbænken på Jagtslottets bagside er der udsigt til Ringelmose Skov og Kalø Slotsruin. Her er det perfekte udgangspunkt for en travetur og efterfølgende kaffe fra termokanden på stenbænken. Slottet ligger på modsatte side af vejen i forhold til Besøgscenter Karlsladen.
I dag administreres Jagtslottet af Naturstyrelsen.
Praktisk:
Der er p-plads på Grenåvej 14, 8410 Rønde
Nappedam
Fra år 1874-1935 sejlede der skibe mellem Aarhus og Ebeltoft. Der var mange små anløbsbroer på Mols og Helgenæs – bl.a. Nappedam. Der er en lille strand og en badebro på ydersiden af molen mod vest.
Bregnet Kirke
Engang lå her en by med en romansk kirke og udsigt i første parket til opførelsen af Kalø Slot. Den nuværende kirke er opført i 1400-tallet. Den moderne altertavle er malet af Arne Haugen Sørensen.
Ringelmose Skov
Vandspejlet står stille under bøgen, men fra bunden springer Tobiæ Kilde, der ifølge overleveringer kan kurere øjensygdomme. Fra middelalderen har østjyderne på Valborgaften valfartet til helligkilderne, hvis helbredende kraft virkede denne ene aften.
Ringelmose Skov breder sig fra Kalø Gods ned til kysten. Det var også denne vej, godsets kreaturer skulle gå for at komme på græs på kystens strandenge. De blev drevet ad Fægyden, hvis høje volde sikrede, at dyrene ikke stak af ind i skoven.
Se den kunstige Ringelmose Dam og mindestenen for den sidste Jenisch på Kalø.
I Ringelmose Skov kan du opdage fortidsminder på Oldtidsstien.
Ringelmose Skov er et af de områder, hvor frivillige i Dyssegruppen energisk arbejder for at fritlægge stendysser fra bondestenalderen. Dysserne er ofte groet til i buskads, og skjult for offentligheden. Kom med frivillige gruppen på arbejde, når de fritlægger en ny dysse.
Besøgscenter Karlsladen
Den gamle Karlslade rummer et besøgscenter der formidler nogle områdets natur- og kulturoplevelser. Der er lagt særlig vægt på temaerne oldtid, middelalder og jagt.
Temaerne er hver især beskrevet med flotte fotos og nedslag i forskellige emner. Mens familiens voksne orienterer sig i tekst og billeder, kan de yngre medlemmer af familien høre en historie ved bålet om da Gustav Vasa sad fanget på Kalø Slot. Den store bindingsværksbygning var tidligere ladegård under Kalø Slot.
Besøgscenteret har åbent hver dag fra kl. 9:00 til kl. 21:00 – hele året rundt.
Der er toiletfaciliteter ved besøgscenteret.
Adresse: Grenåvej 14, 8410 Rønde
Find vej til Kalø
Kalø ligger ud til sydkysten på Djursland, sydøst for og helt op til Rønde i Syddjurs Kommune.
Tog
Ingen togforbindelse (Grenå-banen Århus-Grenå har nærmeste stoppested i Mørke og Kolind, hhv. 8 og 10 km fra Rønde).
Bus
120, 121, 122, 123 går Århus-Rønde, 217 Randers-Rønde, 122 fortsætter mod Grenå (stop v. Kalø Hovedgård), 123 & 361 fortsætter mod hhv. Ebeltoft og Mols (begge med stop v. Kalø Slotsruin p-plads og Nappedam).
Planlæg din rejse på rejseplanen.dk
Kilde: Naturstyrelsens naturguide