Nationalparkplan 2024-30
Grundlaget for arbejdet i Nationalpark Mols Bjerge er en seksårig nationalparkplan med konkrete mål og handlinger for, hvordan nationalparkfonden vil udvikle parken
Nationalparken udvikles på baggrund af en 6-årig nationalparkplan. Planen er grundlaget for at gennemføre indsatser i nationalparken og beskriver, hvordan formålene med nationalparken kan opfyldes.
Bestyrelsen har prioriteret følgende indsatsområder:
- Mere biodiversitet i skovene
Styrke særlige og truede arter og deres levesteder – primært i nationalparkens gamle løvskove sammen med offentlige og private skovejere. - Styrkelse af den særlige og truede overdrevs- og hedenatur
Styrke arter og deres levesteder i den lysåbne, tørre natur. Naturkorridorer, nytænkende og vigtige naturplejeindsatser samt frivillighed. - Udvikling og formidling af nationalparkens kystområder og kystkultur
Styrke, beskytte og udvikle natur, kultur, friluftsliv og turisme langs nationalparkens kyster og i de kystnære havområder. - Bedre balance mellem beskyttelse og benyttelse i nationalparken
Visitor management og målrettet brug af redskaber som eksempelvis zonering, nudging og code-of-conduct. - Viden om nationalparkens unikke landskabsdannelse
Formidle viden om nationalparkens geologi. Mere lokalitetsbåret formidling. - Forskning og formidling af mennesker og natur i Mols Bjerge
Fokus på Mols Bjerge, hvor de tørre overdrev med den store artsdiversitet og fine udsigter er selve hjertet i nationalparken og et enestående eksempel på, hvordan mennesket og dets husdyr har været med til at skabe naturen, og hvordan kulturen har udviklet sig fra den særlige geologi og natur. - Forskning og formidling af Kalø
Fokus på Kalø som nationalparkens mest besøgte turistattraktion og hjemsted for det kommende Besøgscenter Nationalpark Mols Bjerge. Middelalderhistorien om Marsk Stig og Erik Menved trækker tråde fra slotsruinen ud i hele nationalparken. - Styrke nationalparkens tilbud om friluftsliv i særklasse
Skabe bæredygtige rammer, faciliteter og produkter, der muliggør et bredt spekter af friluftsaktiviteter af høj kvalitet. - Håndtering af trafikale forhold
Minimere den motoriserede trafik i Mols Bjerge og sprede gæsterne ud i hele nationalparken. - Nationalparkværtsskab i særklasse
Styrke fysiske rammer, fællesskab, produkter og formidling, der bidrager til godt værtsskab i nationalparken. - Engagere børn og unge i nationalparkens indhold
Udvikle undervisningstilbud, herunder et "kørekort til naturen" for skolebørn, og formidle nationalparkens lokale natur for børn og deres familier. - Arbejde for en ansvarlig turismeudvikling i nationalparken
Danne bindeled mellem områdets kommercielle turismeaktører og facilitere netværk, således at alle i fællesskab arbejder hen imod en endnu mere ansvarlig turisme. Være frontløber på regenerativ turisme. - Engagere lokalsamfundet og frivillige i nationalparken
Fortsat engagere lokalsamfundet ved at tiltrække og fastholde frivillige gennem meningsfulde aktiviteter og et stærkt fællesskab samt tilbyde engagerende aktiviteter og støtte projekter i lokalsamfundet.
Frivillighed er nøgleordet
Nationalparkplanen hviler fuldt og helt på indgåelse af frivillige aftaler. Den har ingen retsvirkninger i lokalområdet, og nationalparken har ikke myndighedskompetence. Dele af indsatserne kræver desuden tilladelser og dispensationer fra relevante myndigheder.
Lodsejerne er ikke bundet af nationalparkplanen. Der gælder samme beskyttelse indenfor som udenfor nationalparken. Øget beskyttelse i regi af nationalparken vil ske af frivillighedens vej gennem aftaler, tilskud, opkøb m.m.
Alle indsatser for at opnå målet er baseret på frivillighed. Nationalparken kan altså ikke gennemføre noget uden tæt samarbejde med lokale lodsejere.