Oldtidsstien

Den største ændring i menneskehedens historie sker ved introduktionen af bondeerhvervet.

Fra at have levet som omvandrende jæger-samler-fiskere, bliver befolkningen fastboende og begynder at dyrke afgrøder og holde husdyr. I Danmark sker denne markante ændring cirka 4.000 f.Kr. De første 500 år afsætter det nye landbrug dog kun svage aftryk i fundmaterialet, men omkring 3.500 f.Kr. bliver landbruget hovederhvervet og det efterlader flere fund.

Fra pollenprøver kan vi se, at bønderne begynder at fælde urskoven, der dækkede hele landet. Stenalderbønderne ryddede skoven med store, fint slebne flintøkser. Herefter afbrændte og ryddede de marker, som de derefter pløjede med den primitive plov kaldet arden. I den periode fremstilles meget flot keramik, der oftest dekoreres meget omhyggeligt.

Lerkar fra den tid, hvor man byggede dysser og jættestuer. Fund fra Sarup på Fyn. Foto: Moesgaard Museum.

Bonden blev fastboende på bopladser, hvor der sandsynligvis kun har boet et par familier. Når familierne ikke flyttede konstant, behøvede kvinderne ikke længere at bære rundt på børnene. Det gav mulighed for at have flere børn, hvilket gav en forøgelse af befolkningen.

Bondeerhvervet betød samtidig et fast fødegrundlag, hvis bønderne administrerede erhvervet rigtigt.

At blive fastboende bonde har været en stor omvæltning, der har krævet at mange arbejdede koordineret. Man skulle planlægge, sikre afgrøden og så-sæden, og sikre sine marker. For at kunne få nye marker til dyrkning, når de gamle efter få år var udpinte, skulle bønderne i fællesskab fælde urskov og rydde den for store sten og rodvælter. Først herefterkunne man dyrke korn, især emmerhvede og byg. Man holdt også husdyr som køer, svin, får og geder, der skulle fodres og passes ved fælles hjælp.

Bondeerhvervet opstod i Mellemøsten cirka 10.000 år f.Kr., i et område i den nordlige del af Iran, Iraq og Syrien, samt den sydlige del af Tyrkiet. Ganske langsomt nåede erhvervet efter 6.000 år det danske område.

Samtidigt med at bondeerhvervet bliver markant i det danske område, begynder stenalderfolket at bygge monumentale bygningsværker, hvoraf mange stadig er synlige for os. Det drejer sig om langhøje/barkæranlæg, dysser og jættestuer. Disse monumenter vidner om de tidligste bønders evner at koordinere komplicerede arbejdsopgaver. I Nationalpark Mols Bjerge har vi et flot udvalg af stendysser med en stor variation i konstruktion og udtryk.

Storstensgravenes funktion

Mange beskriver dysser som høvdingegravsteder. Skønt der er udgravet i hundredvis af dysser, er der kun fundet menneskeknogler i meget få af dem, og disse er oftest fra gen-begravelser. De fragmenter af skeletter, der er gravlagt i nogle få dysser er altså først begravet et andet sted, hvor de er skeletteret, før de er bragt til deponering i dyssen. Kun de ældste typer af dysser kan formodes at være bygget til begravelser, men også her mangler vi troværdige fund af primært lagte lig. Der er således intet der tyder på, at dysserne er opført til gravlæggelse af personer, som f.eks. klanens høvding.

Der er heller ikke fundet grave med et rigt gravgods eller bopladser, hvor mindst et hus er større end de andre. Der mangler altså bevis på at dysserne er opført til at ære en høvding, og vi har ingen spor efter, at bondestenalderen var et socialt opdelt samfund. Det ser vi måske først engang i bronzealderens tid – måske først senere.

Bondestenalderens storstensgrave – dysser og jættestuer

I Danmark er der cirka 5.000 fredede dysser, og vi kender beliggenheden af yderligere et par tusinde, nu destruerede anlæg. Fagfolk vurderer, at der har været opført cirka 30.000 dysser i Danmark. Det betyder, at vi har en af de tætteste koncentrationer af storstengrave i verden. Da vores morænesten er af beskeden størrelse, er vores monumenter dog ikke så store, som dem vi finder i Bretagne, Irland, Algarve, Andalusien og på Malta.

De danske stendysser opføres i en periode på kun 200 år (fra 3.500 til 3.300 f.Kr.) og består altid af mindst 4 lodretstående bæresten og én dæksten.

De kan have forskellige former – se afbildning.

Type I

De ældste dysser vi kender til er lukkede og kan ligne plankekister. Der var ikke adgang ind til dyssekammeret. Barkær dyssen i nationalparkens nordvestligste hjørne er det ældst kendte eksemplar af denne type. De lukkede dysser kan have været benyttet til begravelser af hele lig og ligger som regel i dækkede jordhøje. Den type af stendysser er samtidig med lignende typer udført med træplanker – også fundet ved Barkær.

Type II

Den næste type af dysser har en lavere sten i den ene smalside, hvorved der bliver adgang til dyssen. Det viser os en helt anden måde at betragte dyssen og den er heller ikke længere dækket af jord.

Type III

Ved den tredje type af dysser kan indgangen blive forsynet med en gang bestående af et eller to sæt gangsten. Der har ikke været dæksten over denne gang.

Type IV

Den sidste udvikling af dysserne er polygonale dysser med gang (se Poskær og Kalø Stordysse).

Dysser kan ligge for sig selv, eller de kan været rammet ind af randsten i cirkulær form (runddysse), eller inde i en rektangulær række af sten (langdysse).

Nogle af de enkeltliggende dysser vi ser i dag, har oprindeligt haft randsten omkring sig, f.eks. Torup Nord.

Arkitektonisk er det interessant, at de har opsat en indramning af det område, som dyssen var placeret i. Det er også tankevækkende, at randstenene kan variere meget i størrelse. Det er ikke mindst tydeligt i Nationalpark Mols Bjerge, hvor Poskær Stenhus, Stenkirken og Kalø Store Langdysse har markante, næsten 2 m høje randsten, mens runddysserne i Ringelmose Skov har randsten, der maksimalt er ½ m i tværmål.

Runddyssernes tværmål ligger mellem 7 og 15 meter, mens langdyssernes længder normalt er mellem 10 og 30 meter og omkring 10 meter brede. De længste er dog tæt ved 170 meter lange.

Jættestuer

Jættestuer er en helt anden type af stengrave. De opføres cirka 3.200 f.Kr. Der er tale om et regulært stenkammer placeret inde i en høj, og kammeret er forsynet med en stensat gang, der når ud til og er integreret i randstenskæden. Gangen har dæksten og er jorddækket, hvad der aldrig er tilfældet ved dysserne. Det vil sige, at jættestuerne er tænkt usynlige, og skulle give et helt andet udtryk end dysserne. Et fint eksemplar af en jættestue har vi i Barkær Jættestuen med en lang gang og en fin rundhøj med randsten.

Der er fredet cirka 500 jættestuer i Danmark. De fleste er lagt i rundhøje, men nogle i langhøje, da ofte i tidligere langdysser. På Lolland-Falster er de dog oprindeligt lagt i langhøje. Kongehøjen vest for Mariager har to jættestuer i en meget imponerende langdysse.