De smukke, de sære og de yderst sjældne: Kom helt tæt på insekterne i ny fotoudstilling

Nationalpark Mols Bjerge zoomer helt ind på insekterne omkring Ebeltoft i ny fotoudstilling. Kom til fernisering og foredrag fredag den 15. september 2023 på Maltfabrikken

Mnemosyne sommerfuglen, hvis navn betyder erindring på græsk. Desværre er erindring også det eneste, vi har tilbage af den i Danmark, da den ikke har været registreret i Danmark siden 1961. Foto: Feike van der Woude.

Eghjort, grønvinget græsløber og mnemosyne sommerfugl.

Det er navnene på bare tre af de fascinerede insekter, som er en del af en ny fotoudstilling på Maltfabrikken i Ebeltoft.

Alle tre arter er enten uddøet eller meget sjældne i den danske natur, men man kan komme helt tæt på dem i udstillingen ”Insekt – se det store i de små”, som åbner den 15. september med fernisering kl 15.00.

”I udstillingen har vi forstørret insekterne op til fotografier i over to meter, så det bliver tydeligt, hvilken rigdom vi risikerer at miste, hvis endnu flere arter forsvinder,” siger Susanne Krogstrup, som er kulturmedarbejder hos Nationalpark Mols Bjerge.

 

Fotoudstillingen er skabt af nationalparken i samarbejde med BMA, som består af Syddjurs Bibliotek, Museum Østjylland og Ebeltofts Byhistoriske arkiv.

110 år gammel, lokal insektsamling

Skatkammer Siam er en del af Museum Østjylland, og under renovering af den gamle udstilling, genopstod en gammel idé om at kigge lidt nærmere på en 110 år gammel insektsamling.

"Gennem lang tid har vi haft lyst til at få set på, om de insekter, Rasmus Havmøller indsamlede på Ebeltoftegnen omkring 1907, stadig er her. Og derfor er vi meget glade for, at nationalparken også syntes, det var en rigtig god idé at få undersøgt," fortæller museumsinspektør Lea Glerup Møller fra Museum Østjylland.

"Og vi må konstatere, at en del af insekterne fra samlingen er uddøde eller yderst sjældne. Det skyldes primært mangel på levesteder," fortsætter Susanne Krogstrup.

Eghjort. Europas største bille, hvor hannen kan blive op til 10 cm lang. Eghjorten har været uddød, men er genudsat på Sjælland i 2013. Foto: Feike van der Woude.

Insekternes summen forstummer

Den sørgelige tendens ses overalt på kloden, hvor insekternes summen forstummer. Til gengæld svirrer det i luften med udtryk som biodiversitetskrise og den sjette masseuddøen. Udtryk som for de fleste af os er skræmmende, men ikke er særlig konkrete.

Med udstillingen vil nationalparken vække interessen for naturens skatkiste af former, farver og finurlige sammenhænge og måske oven i købet inspirere nogen til at gøre en indsats for insekterne. Det kunne for eksempel være at støtte op omkring bynaturprojektet BiodiverCity.

”Målet er, at vi også om hundrede år kan opleve en svirrende, livgivende mangfoldighed af insekter omkring Ebeltoft,” siger Susanne Krogstrup.

Foredrag, myrevodka og insektsnacks

Nationalpark Mols Bjerge og BMA inviterer til fernisering og foredrag fredag den 15. september kl 15:00-17:00 på Maltfabrikken i Ebeltoft.

Til ferniseringen vil nationalparkens naturmedarbejder og biolog Jens Reddersen fortælle om bynaturprojektet BiodiverCity, hvor nationalparken samarbejder med Syddjurs Kommune om at skabe en korridor gennem Ebeltoft med sjælden natur. Et naturområde der er et oplagt levested for flere af de truede insektarter.

Herefter vil Hans Joachim Offenberg, der er forsker ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ”Myrer” i bogserien Tænkepauser, fortælle tankevækkende og humoristisk om myrernes overraskende liv og evner.

Der vil også være mulighed for at smage myrevodka og insektsnacks til ferniseringen.

Det er nationalparkens naturmedarbejder Feike van der Woude, der har fotograferet insekter fra Naturhistorisk Museum og fra eventyreren Rasmus Havmøllers samling af lokale insekter.

Udstillingen ”Insekt – Se det store i de små” kan opleves fra den 15. september til og med den 8. november.

 

Grønvinget græsløber, der er letgenkendeligt på sin metalblå dækvinger. Relativ sjælden i Danmark. Foto: Feike van der Woude