Tinghulen

Velkommen til Tinghulen 

Her kan du opleve dybe dale og høje bakker med betagende udsigter. Du går gennem mosgroede plantager og på åbne overdrev med stor artsrigdom.

Ved åbningen af Tinghule-stien var der inviteret til fælles vandring. Foto: C. Røjgaard.

Domstol med amfiscene

Indtil 1687 var Tinghulen tingsted for Mols Herred, som dækkede Knebel, Vistoft og Agri Sogne. Her afgjorde man tvister, dømte tyve og ”stimænd” og indgik handler.

Tinghulen i Mols Bjerge er det eneste kendte tingsted, der ikke ligger højt i landskabet. I stedet har molboerne udnyttet den naturlige amfiscene, som det store dødishul danner.

Selve tingstedet bestod af fire ”tingstokke”, der blev placeret i en firkant på fire store sten i bunden af Tinghulen. Her sad herredsfogeden, tingskriveren og stokkemændene, der repræsenterede de lokale bønder. I midten af firkanten lå tyvstenen, hvor tyven blev placeret med tyvekosterne bundet fast på ryggen. I middelalderen blev tyveri straffet meget hårdt - ofte med hængning, hvorimod man kunne nøjes med at betale pengebøder for mord. Det er sandsynligt, at også hekse og andre troldfolk er blevet dømt til døden i Tinghulen.

Hvad er et dødishul?

Under sidste istid, for cirka 14.000 år siden, blev Mols Bjerge formet. I slutningen af istiden skød store gletsjere sig frem fra sydøst, gennem Kalø Vig og Ebeltoft Vig. Netop her gik isen i stå og lå i længere tid og ophobede sand, grus og sten i lange randbakker langs iskanten. Bakkekammene følger derfor vigenes kystlinjer.

Efter dannelsen af bakkerne, er først smeltevand, så regnvand gennem årtusinder løbet ud mod havet og har skåret sig ned til dale og kløfter. De har nu ofte en grusvej i bunden. De mange store dødishuller er også dannet i istiden. 

Hvert dødishul er aftrykket af et kæmpe isblok, der var brækket af den stillestående isfront. Isblokkene blev, efter afknækningen, omgivet af materiale fra isfronten. Da isblokkene kun langsomt smeltede, sivede smeltevandet væk gennem jorden og dannede ikke smeltevands-afløb ud af hullet.

Dødishullerne, store og små, runde og aflange, ses i dag som store kraterlignende huller med stejle sider.