Poskær og Sognefogedens Dysse
Fra bondestenalderens tid - ca. 3.400 f.Kr.
Poskærdyssen
Fra bondestenalderens tid - ca. 3.400 f.Kr.
Poskær dyssen er den største og flotteste runddysse, som kendes i Danmark.
Dyssekammeret, der er placeret i anlæggets østlige halvdel, er seks-sidet, bygget af fem høje bæresten/ortostater. Mod øst er en indgang markeret ved et sæt gangsten. Kammerets indre har en diameter på 2,35 meter, og dets højde er 1,8 meter. Kammeret er dækket af en dæksten, som fylder 5,59 m3 og vejer ca. 15 tons.
På dækstenens overflade er lokaliseret få skåltegn. Dækstenen er en tvillingsten til dækstenene på Agri-dyssen, som ligger 1,9 km nordvest herfra.
Kammeret er omkranset af 23 store, op til 2½ meter høje randsten sat i en cirkel med en indre diameter på 13 til 14 meter. Disse randsten er blandt de største, som findes omkring en runddysse. Kun en enkelt af randstenene mangler. Randstenenes samlede vægt er på over 150 tons! Også her ser vi randsten med farverne rød og hvid, som det var tilfældet ved Stenkirken (den første stendysse på cykelruten).
Runddyssen ligger på en højning med et tværmål på cirka 22 meter og en højde på 1,7 meter.
På mindst fem af randstenene ser man skåltegn. Nedenfor ses randsten nr 4 fra indgangen, hvis man går mod nordøst. På denne randsten er der lokaliseret 37 skåltegn.
Poskærdyssen er restaureret af Nationalmuseet i 1943. Hvor flere væltede sten blev rejst op. En delvis ødelagt flintøkse 14 cm lang blev fundet i forbindelse med det arbejde.
Fund og fortidsminder Fredningsnummer.: 231622
Se Poskærdyssen i 3D:
Sognefogedens Dysse
Fra bondestenalderens tid - ca. 3.400 f.Kr.
Ingen adgang til denne dysse, men den kan ses fra Poskærdyssen.
Forholdsvis stor runddysse med en diameter på cirka 15 m beliggende 300 meter vest for Poskær Runddysse.
Dyssen er indrammet af 32 randsten, der er op til en meter høje. Cirka midt i anlægget rester af et dyssekammer, som desværre i 1944 blev restaureret forkert. Kamrets bredde er 1,10 m og dets længde er 2 m. Del af stor dæksten ligger kløvet ved siden af.
Skåltegn og spor efter borehul til sprængning af stenen
I forhold til den nærved liggende Poskærdysse med sine markante randsten, så er randstenene på Sognefogedens Dysse af beskedne dimensioner. Men begge runddysser har et stort tværmål og er blandt de største vi har.
Planter ved dyssen
Blandt andre planter på dyssen skal fremhæves: Eng Brandbæger, Aftenpragtstjerne, Alm. Kongepen, Alm. Røllike.
Der vides ikke om fund fra anlægget.
Fund og fortidsminder Fredningsnummer.: 231621
Se Sognefogedens Dysse i 3D:
Tekst og grafiske illustrationer af dysserne: Arkæolog Niels H. Andersen
Tekst om planter ved dyssen: Jens Erik Jacobsen.
