Kalø Langdysse, Stordysse og Vadested
Område med to dysser og gammelt vejforløb. Disse tre fortidsminder skal besøges til fods!
Kalø Langdysse, Stordysse og Vadested
Område med to dysser og gammelt vejforløb. Disse tre fortidsminder skal besøges til fods!
Kalø Langdysse I
Fra bondestenalderens tid - ca. 3.400 til 3.200 f.Kr.
Stor og imponerende langdysse, orienteret nø-sv, 24 m lang, 12 m bred og to m høj.
Langdyssen er rammet ind af 30 delvist væltede randsten, hvoraf nogle er over to meter i største længde.
I sydøst ses et plyndringshul med spor efter et jættestuekammer, der dateres til ca. 3.200 f.Kr. Kun to sten fra kammeret står stadig på sin plads.
Der er ingen viden om fund fra langdyssen.
Fund- og fortidsminder Fredningsnr.: 221664
Vadested
Ikke daterbart men kan have været i brug i mange tusinder af år.
Ved en lille bæk sydøst for den store langdysse (N3-a), ses man i de skrå skrænter spor efter flere hulveje.
Færdsel har samlet sig her, hvor det var let at komme over bækken, og hvor skrænterne ikke var for stejle.
Hulveje opstår ved, at færdslen skærer sig ned i skrænterne.
Fra overgangsstedet ser man, at hulvejen vifter sig ud i forskellige retninger.
Sådanne hulveje kan dateres helt tilbage til stenalderen for mere end 5.000 år siden, men de fleste skal nok dateres til middelalderen og senere dvs. fra 1200 til 1900 e.Kr.
Kalø Stordysse
Fra bondestenalderens tid - ca. 3.400 f.Kr.
Ude på marken i en mindre skovbevoksning står her rester efter en 14 meter lang langdysse. I dyssens sydlige ende er der et stort og markant dyssekammer.
Kammeret er sekskantet sat af fem bæresten og herover en stor dæksten. Dyssens indgang ligger i syd, hvor kun en enkelt gangsten er bevaret.
Kammeret er 2x2 meter i grundareal og 1,2 meter højt.
Dækstenen over kammeret vejer cirka 14,5 tons. På toppen af dens overflade ses et par skåltegn.
Der er ingen viden om fund fra dyssen.
Fund- og fortidsminder Fredningsnr.: 221665
Se Kalø Stordysse i 3D:
Tekst: Niels H. Andersen
Grafiske illustrationer af dysserne: Niels H. Andersen
Fotos: Silke Juul Dahl.
