Nye spor i jagten på Tinghulens gamle tingsted

Hvad gemmer sig i Tinghulen i Nationalpark Mols Bjerge? En undersøgelse med en georadar har givet nye spor.

En ATV kører forsigtigt rundt i bunden af Tinghulen lige midt i Mols Bjerge. Efter den følger en slæde med en georadar. Den sender signaler fem meter ned i jorden og måler de ekkoer, der kommer tilbage.

Under jorden leder nationalparken efter spor fra Mols Herreds gamle tingsted. Her mødtes folk frem til 1687 for at afgøre tvister, dømme forbrydere og indgå handler. I dag er stenene fra det gamle tingsted forsvundet, men måske ligger de stadig gemt i jordoverfladen.

Sten og andre spor i jorden kan give udslag på georadaren. På den måde kan man lede efter resterne af tingstedet uden at grave.

”Vi er interesseret i de forstyrrelser, vi kan se i overfladen. Vi håber, at vi kan se nogle mønstre i det, som scanningerne registrerer,” siger Bo Ejstrud, der er centerleder på Luftfotoarkæologisk Center på Holstebro Museum.

På en skærm følger han og fire frivillige fra nationalparkens Tinghulegruppe løbende med i målingerne.

Frivilliges idé satte jagten i gang

Idéen til scanningen kom fra frivillige Christian Røjgaard, der har læst geologi på Aalborg Universitet. Han har i mange år interesseret sig for den teknologi, der gør det muligt at undersøge, hvad der gemmer sig i jordoverfladen.

Men én ting er at vide, hvad udstyret kan. Noget andet er selv at være med til en undersøgelse i Tinghulen.

”Det var overordentligt interessant at se, hvor fint og detaljeret udstyret kunne vise ting under overfladen. Det gav omgående et godt håb for resultatet, hvis det viste sig, at der var noget at finde,” siger han.

De frivillige fik også selv lov til at prøve kræfter med georadaren og være med til at indsamle målinger.

”Og så var det absolut også rigtig sjovt, at det rent faktisk var muligt selv at prøve at føre måleapparatet rundt og på den måde selv deltage i indsamlingen af data,” fortæller Christian Røjgaard.

Frivillig Christian Røjgaard udfører scanningerne. Foto: Mogens Kjærgaard

Tre markeringer vækker interesse

Kun to dage senere var Bo Ejstrud klar med resultatet af scanningen:

Lige midt i Tinghulen, cirka 20 til 45 centimeter nede i jorden, viser målingerne tre markeringer. Tilsammen ser de ud til at danne en ret vinkel, og svage, lyse linjer synes at udgå fra dem.

Tre markeringer i en ret vinkel ses her i ca. 35 cm dybde (røde cirkler). Lyse linjer synes at følge dette system. Figur: Bo Ejstrud, Holstebro Museum.

”Hvor sporene i øvrigt i området er brede og organiske, er disse spor påfaldende smalle og rette. Regelmæssigheden kunne antyde, at de er menneskeskabte,” lyder det fra Bo Ejstrud i rapporten.

Men målingerne kan ikke afgøre, om markeringerne faktisk er sten, eller om de har forbindelse til tingstedet. Sporene kan også have andre forklaringer. Undersøgelsen giver derfor først og fremmest et konkret sted at lede videre.

Fra gamle arkiver til nye spor

Scanningen er en del af flere års arbejde med Tinghulen. De frivillige har besøgt i Rigsarkivet i Viborg for at finde historiske dokumenter, der nævner Tinghulen. De har også haft ørnenæb og buskryddere med ud for at fjerne gyvel fra dalen. Senest har de været med til at anlægge Tinghule-stien og lavet en informationsfolder til området.

”Vi vil gerne passe på Tinghulen og gøre historien levende for dem, der kommer her. Scanningen er en milepæl i det arbejde, selvom vi ikke ved præcis, hvad sporene viser,” siger Johannes Grane Larsen, der også er frivillig i Tinghulegruppen.

Besøgende kan selv følge den 5,8 kilometer lange Tinghule-sti gennem landskabet. Turen kan begynde ved parkeringspladsen ved Poskær Stendysse på Porskærvej 32 i Knebel. På nationalparkens hjemmeside kan man finde en folder, som beskriver ruten og historien bag Tinghulen.

Scanningen er finansieret af Nationalpark Mols Bjerge efter aftale med Naturstyrelsen, der er lodsejer på arealerne.

Om Tinghulen

Tinghulen er et 30-35 meter dybt dødishul, der blev dannet under sidste istid. En stor isklump blev liggende i landskabet, efter at gletsjeren havde trukket sig tilbage. Da isen langsomt smeltede, efterlod den det dybe, kraterlignende hul.

Indtil 1687 var Tinghulen tingsted for Mols Herred, som dækkede Knebel, Vistoft og Agri sogne. Her afgjorde man tvister, dømte tyve og ”stimænd” og indgik handler.

Tinghulen i Mols Bjerge er det eneste kendte tingsted, der ikke ligger højt i landskabet. I stedet har molboerne udnyttet den naturlige amfiscene, som det store dødishul danner.

Besøgende kan selv følge den 5,8 kilometer lange Tinghule-sti gennem landskabet. Turen kan begynde ved parkeringspladsen ved Poskær Stendysse på Porskærvej 32 i Knebel. På nationalparkens hjemmeside kan man finde en folder, som beskriver ruten og historien bag Tinghulen.