Kæmpe besparelse på de danske nationalparker

Regeringens besparelse på statslig administration rammer de danske nationalparker ekstra hårdt

Når regeringen med sit forslag til finansloven for 2025 lægger op til at fjerne statslig administration svarende til 1000 årsværk, bliver de danske nationalparker ramt hårdt. 

Danmarks Nationalparker er som statslige fonde regnet med i finansministeriets store regneark og skal ifølge finanslovforslaget samlet bidrage med i alt 10 årsværk omregnet til 10 mio. kr. 

Det udgør mere end 20% af den nuværende bevilling, og vil derfor svare til at fjerne en af de fem nationalparker fra Danmarkskortet. 

Nationalparkerne skal således bidrage med meget mere end andre statslige enheder. 

“Det er en katastrofe for nationalparkerne, og det bliver naturen med blomstrende overdrev, skove, kyster, levende kulturmiljøer og frivillige fællesskaber, der taber”

Helle Hegelund

Bestyrelsesformand for Nationalpark Mols Bjerge

Danmarks Nationalparker har vist, at der på tværs af aktører og generationer kan skabes konkrete resultater og nye fortællinger om egne i landet, der tidligere blev opfattet som udkant.

 

Fælles vandring til det nye naturområde i Nationalpark Mols Bjerge. Området blev opkøbt af Naturfonden, og efterfølgende har nationalparken indrettet området med hjælp fra lokale borgere og lodsejere. Foto: Nationalpark Mols Bjerge

 

Nationalparkerne har været med til at bidrage til den lokale udvikling blandt andet ved at den lokale natur og kulturarv er blevet gjort synlig. Nationalparkerne har også skabt en fælles lokale platforme blandt andet for engagerede frivillige, foreninger, virksomheder og kommuner.

På meget kort tid skal vi nu bede vores bestyrelser om at effektuere en meget stor besparelse, som ellers kunne bidrage til en bæredygtig udvikling i landdistrikterne, herunder indsatser for mere og rigere natur.

 

Fortidsminder i Nationalpark Mols Bjerge. Frivillig Jens Erik Jacobsen var med til at skabe Oldtidsstien og tilbyder nu guidede rundvisninger til de fascinerende stendysser i nationalparken. Foto: Nationalpark Mols Bjerge

 

I en tid, der kalder på grønne regionale partnerskaber, kan vi ikke lade være med at spørge, hvad der ligger til grund for denne prioritering, og vi ærgrer os over den manglende dialog med ministeren forud for regeringens finanslovsforslag.

Danmarks Nationalparker har både lokalkendskabet, et regionalt blik og implementeringskraften, og vi ser frem til at bidrage til den grønne trepart, regeringens handlingsplan for biodiversitet og EU's naturgenopretningsforordning.

At sætte lighedstegn mellem statslig centraladministration og nationalparkernes virke lokalt og regionalt må efter vores bedste opfattelse bero på en misforståelse.

 

I forbindelse med indretning af det nye naturområde ved Langbjerg, blev der afholdt fire workshops for lokale borgere. Til den tredje workshop fik deltagerne mulighed for at give deres bud på løsninger til placering af hegn, klaplåger og stier. Foto: Mathias Juul Dahl