De smukke, de sære og de yderst sjældne: Kom helt tæt på insekterne i flot fotoudstilling

Nationalpark Mols Bjerge zoomer helt ind på insekterne i flot fotoudstilling. Vær med når udstillingen åbner med to finurlige insektforedrag på Dokk1 i Aarhus

Eghjort. Europas største bille, hvor hannen kan blive op til 10 cm lang. Eghjorten har været uddød, men er genudsat på Sjælland i 2013. Foto: Feike van der Woude

Hvilke arter har vi stadig, og hvilke har vi mistet? Insekterne dør i hidtil uset hast, og den sørgelige tendens ses overalt på kloden, hvor insekternes summen forstummer. 

Onsdag den 26. juni kl 19.30 åbner Nationalpark Mols Bjerge udstillingen ”INSEKT – se det store i de små” med to foredrag om de små, der gør en stor forskel.

Med Feike van der Woudes 2x2 meter store makrofotografier går udstillingen helt tæt på insekterne, og lader dem selv fortælle, hvorfor de små er så vigtige i det store billede. 

”I udstillingen har vi forstørret insekterne op til fotografier i over to meter, så det bliver tydeligt, hvilken rigdom vi risikerer at miste, hvis endnu flere arter forsvinder,” siger Susanne Krogstrup, kulturmedarbejder hos Nationalpark Mols Bjerge.

 

Grønvinget græsløber, der er letgenkendeligt på sin metalgrønne dækvinger. Relativ sjælden i Danmark. Foto: Feike van der Woude

 

Program for onsdag den 26. juni

Åbning af fotoudstilling på Dokk1 onsdag d. 26. juni kl 19.30-21.30

  • Velkomst ved Nationalpark Mols Bjerge
  • BiodiverCity-projektet ved Jens Reddersen
  • Din ubegribelige have ved Hans Joachim Offenberg – seniorforsker ved Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet

Både udstilling og foredrag er gratis, men foredragene skal tilmeldes på nationalparkbooking.dk.

Fra vores fælles natur til din egen have

i forbindelse med åbningen inviterer Nationalpark Mols Bjerge til to spændende foredrag, som på hver sin måde giver nye spændende indblik i de sjældne insekter. 

Nationalparkens biolog Jens Reddersen starter med at fortælle om bynaturprojektet BiodiverCity. Et projekt i Ebeltoft By, hvor der er skabt et 13 kilometer lang korridor af overdrevsnatur, som de sjældne og truede insekter, edderkopper, svampe og planter stortrives i. Det er netop i samme område, hvor den navnkundige Rasmus Havmøller for 100 år siden selv gik på opdagelse efter de sjældne arter. Projektet er skabt i tæt samarbejde med lokale, og her indgår private erhvervsarealer og kommunale friarealer frivilligt i projektet.

I næste foredrag vil biolog og forfatter til bogen ”Myrer” i bogserien Tænkepauser, Joachim Offenberg, gå helt tæt på havens insekter og de ubegribelige processer, de indgår i. Det er historier om myg, der danser til de dør. Bier, der laver plastikposer, deres børn bor i. Dyrene er ikke kun fascinerende. De kan også hjælpe os. For eksempel hvepse, der viser hjerneforskere, hvordan man reparerer en syg hjerne, eller spyfluer, der kan afsløre en morder.

Med udstillingen vil nationalparken vække interessen for naturens skatkiste af former, farver og finurlige sammenhænge og måske oven i købet inspirere nogen til at gøre en indsats for insekterne. Det kunne for eksempel være at støtte op omkring bynaturprojekter som BiodiverCity.

”Målet er, at vi også om hundrede år kan opleve en svirrende, livgivende mangfoldighed af insekter,” siger Susanne Krogstrup. 

 

Mnemosyne sommerfuglen, hvis navn betyder erindring på græsk. Desværre er erindring også det eneste, vi har tilbage af den i Danmark, da den ikke har været registreret i Danmark siden 1961. Foto: Feike van der Woude

 

Hvad er den sjette masseuddøen?

Mange forskere mener, at vi er i starten af den sjette masseuddøen. Det kan konstateres, at verdens dyrearter uddør i et alarmerende tempo, og allerværst står det til med insekterne. Mere end 40 procent af insektarterne er i tilbagegang, mens en tredjedel er truede. Forskerne spår, at udviklingen i værste fald kan føre til en masseudryddelse af insekter om bare 100 år. 

I den danske natur er sommerfugle og bier særligt udsatte. Over halvdelen af Danmarks hjemmehørende sommerfuglearter er truede, sårbare eller helt forsvundet.

Insekternes tilbagegang har alvorlige konsekvenser for balancen i de fødekæder og økosystemer, som de indgår i, og i særdeleshed for de arter, der lever af insekter. Det gælder for både fugle, fisk, padder og reptiler, som kan komme til at mangle føde, og som efterfølgende vil mangle som byttedyr længere oppe i fødekæden. Udover at være føde for andre arter, har insekterne også en vigtig opgave med at bestøve planter og lave jordforbedring ved at nedbryde dødt materiale.

110 år gammel, lokal insektsamling 

Idéen til fotoudstillingen opstod under renovering af Skatkammer Siam i Ebeltoft, der er en afdeling af Museum Østjylland. Blandt de opmagasinerede genstande var en 110 år gammel insektsamling, som eventyren og globetrotteren Rasmus Havmøller indsamlede på Ebeltoftegnen omkring 1907. 

Da Nationalpark Mols Bjerge arbejder med udvikling af bynaturen i samme område, var det oplagt at undersøge om insekterne fra den gang stadig eksisterer i dag. 

Fotoudstillingen åbnede i efteråret på Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor interessen for insekterne var stor. Nu flyver insekterne videre til Aarhus og kan ses henover sommeren på Dokk1. Det er Feike van der Woude, der har fotograferet insekter fra Naturhistorisk Museum og Rasmus Havmøllers samling. Fotoudstillingen er skabt af nationalparken i samarbejde med BMA, som består af Syddjurs Bibliotek, Museum Østjylland og Ebeltofts Byhistoriske arkiv. 

Udstillingen ”Insekt – Se det store i de små” kan opleves fra den 26. juni til 7. august.