Hjælp til at artsbestemme insekter. Bestemmelseslitteratur til såvel almindelige som særlige og truede insekter i Danmark - 28/2020.

Forfattere: Mathias Fløe Holm & Jens Reddersen

Kolofon:

Titel: Hjælp til at artsbestemme insekter. Bestemmelseslitteratur til såvel almindelige som særlige og truede insekter i Danmark. 

Forfattere: Mathias Fløe Holm & Jens Reddersen 

Ansvarlig institution: Bio-Con, Hadsten (www.bio-con.dk). 

Udgiver: Nationalpark Mols Bjerge  

Projekt: ”BiodiverCity III, Kortlægning af særlige og sjældne arter i og omkring Ebeltoft”. 

Finansiering: Nationalpark Mols Bjerge

Redaktion afsluttet: 10. november 2020 (Jens Reddersen)

Omfang: 52 sider

Lagt på nettet: 10. november 2020.  

Brug af materialet: Materialet må frit benyttes med kildeangivelse.

Kildeangivelse: Holm MF & Reddersen J 2020: Hjælp til at artsbestemme. Bestemmelseslitteratur til såvel almindelige som særlige og truede insekter i Danmark. - Naturrapporter fra Nationalpark Mols Bjerge nr. 28, 52 s. 

Fotos: Mathias Fløe Holm, Naturhistorisk Museum Aahus & Nationalpark Mols Bjerge.

Rapporternes konklusioner og perspektiveringer er forfatternes og ikke nødvendigvis nationalparkens 

Forord: 

Hvis man vil beskytte og udvikle biodiversiteten, må man tage fat, der hvor biodiversiteten og problemerne er. Nationalpark Mols Bjerge har derfor på biodiversitetsområdet fået til opgave at beskytte og forvalte ”særlige og truede arter og deres levesteder” (Ejrnæs et al. 2012). Kodeordet er altså arter. Hvor der højest findes et par tusind arter af karplanter, findes der måske 40.000 insektarter, og tilsvarende langt flere truede insektarter. 

Da vores viden om insektarterne og deres forekomst og antal stadig er forbløffende mangelfuld, vil nationalparken også på dette område arbejde med at samle, motivere og uddanne frivillige borgere til en indsats. I Top20-projektets kortlægninger (Top 20 – Tyve særlige og truede arter og deres levesteder i Nationalpark Mols Bjerge) har vi hurtigt fået kortlagt karplanter og svampe, mens det er langt sværere at lave status for og overvåge de udvalgte sjældne leddyr (fx Humle-Rovbille, Mariehøne-Edderkop og Gråbåndet Bredpande). Det samme gælder for biodiversiteten i nationalparkens BiodiverCity-projekt (Øer-Ebeltoft C-Egsmark). Insektundersøgelser er tidskrævende, metodisk sværere (fx kræver grej), uhyre afhængigt af år, sæson og vejr og med udfordrende artsbestemmelse. Mange insekter er små, har kendetegn vi ikke er vante til at kigge på, ID-nøglerne har nye og svære begreber, og der er mange nærtbeslægtede arter, der ligner hinanden og endelig er der ikke så mange i nabolaget, man kan spørge.

Rapporten er et praktisk opslagsværk til naturentusiaster, der i forvejen har tænkt sig at kigge nærmere på insekter. Vi har derfor ikke skrevet og layoutet den til den almene offentlighed. Store dele af teksten består således af links.

Det er håbet, at denne oversigt også vil finde anvendelse rundt i resten af Danmark, da den ikke har speciel relevans for vores nationalpark – vi har blot savnet dette redskab. Vi håber derfor også, at brugere i hele landet vil komme med kommentarer og ændringsforslag, så rapporten løbende kan blive opdateret. 

Resume:

Rapporten giver en kort introduktion til det at artsbestemme insekter – først lidt metodik med håndtering, opmåling, terminologi, fotografering, etc. Herefter følger en vejledning for de enkelte insektgrupper, fx biller, næbmunde eller årevinger samt undergrupperne herunder – for hver gruppe er der links til anbefalet ID-hjælp til netop denne gruppe. Det kan være online nøgler, fotoarkiver og/eller ekspert-forumer men også skannede bogværker på nettet. De enkelte redskaber er ofte kommenterede ift deres fordele og ulemper.

Til slut er samlet en oversigt over trykt bestemmelses-litteratur, hvoraf en del planlægges anskaffet til den fælles grejbank i Nationalpark Mols Bjerges eget netværk af insektkyndige – Ebeltoft Entomolog-gruppe. Til denne gruppe har vi også anskaffet stereolupper o.a. nødvendigt grej og planlægger kurser mm.