Tag på eventyr i Nationalparken
Tag børnene med på eventyr blandt vætter og ellefolk i Nationalpark Mols Bjerge.
Med den gratis app Natureventyr i hånden, kan I gå på opdagelse i naturen på børnevenlige ruter. Eventyrene tager udgangspunkt i de ting, som børnene kan opleve langs ruterne. Derfor har hvert område også sit helt eget unikke eventyr.
Via kortet i appen går man fra kapitel til kapitel, og undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og sjove udfordringer, de skal løse.
I Nationalpark Mols Bjerge har vi fire forskellige eventyr, og du kan finde dem alle i Natureventyr-appen. I appen kan du finde information om ruternes længde, cirka varighed, startposition og meget mere. Fortællingerne er målrettet børn i alderen 3-9 år.
Appen Natureventyr ligger gratis til både App Store og Google Play, så man er lynhurtigt ude på eventyr.
Da Frida snød skæbnen og stoppede ragnarok
På Karpenhøj Naturcenter kan man opleve fortællingen om, hvordan vikingepigen Frida snød skæbnen og stoppede selveste Ragnarok. Undervejs møder børnene både nordiske guder, snedige jætter og farlige væsner fra den nordiske mytologi.
Startsted: Dragsmurvej 12D, 8240 Knebel.
Svend og den forheksede halvø
Ved Kalø Slotsruin har en heks slået sig ned på det smukke slot, og sidenhen har intet været, som det plejer. Folk forsvinder, og der går rygter om, at de bliver forvandlet til køer! Her er børnene på eventyr med drengen Svend for at finde ud af, hvad heksen mon har gang i.
Startsted: Molsvej 31, 8410 Rønde.
Da Willum blev ellevild
Ved Strandkær er det drengen Bjørn, som har mistet sin ven Willum til det mystiske ellefolk. Ruten tager børnene gennem dyb troldeskov og over høje bakker for at befri Willum fra ellefolkets magi.
Startsted: Strandkærvej, 8400 Ebeltoft.
Agnete og rejsen gennem Skyggelandet
Ved Ørnbjerg Mølle drager børnene med pigen Agnete ud i det smukke område for at finde en kur, som kan kurere hendes forkølede søster. Rejsen tager dem igennem det mystiske skyggeland, hvor de møder både trolde, vætter og den kloge Hyldemor.
Eventyret tager jer med på en tur i området omkring Ørnbjerg, hvor der ligger en gammel vandmølle fra 1500-tallet.
Startsted: Stubbevej 2a, 8410 Rønde.
Bag Natureventyr
Natureventyr er udviklet i samarbejde med DGI, som har støttet projektet.
Bag Natureventyr står fem børnefamilier, der arbejder for flere gode naturoplevelser til børnefamilier over hele landet.