Agri Bavnehøj
Velkommen til Agri Bavnehøj
Lærken slår sin trille rundt om Agri Bavnehøj, der med sine 137 meter over havets overflade er det højeste punkt i Mols Bjerge.
Herfra ser du kuperet dødislandskab, Trehøje med sine tre pukler og Tirstrup Hedeslette med tætte nåletræsbevoksninger, hvor isens smeltevand har aflejret store mængder sand og grus.
I gammel tid var Agri Bavnehøj en af de høje, hvor bålet blev tændt, når fjenden kom. Senere fik højen en anden betydning og blev centrum for målinger til landkort.
Monumentet på toppen har fungeret som målestation, men står i dag med et instrument med en pil, der peger mod punkter i horisonten som for eksempel Aarhus Domkirke 21,8 kilometer væk. Ved foden af Agri Bavnehøj er der overdækket madpakkeområde.
Sådan kommer du til Agri Bavnehøj
Der er en parkingsplads ved Agri Bavnehøj.
På parkeringspladsen (Agri Bavnehøj Vej 5A, 8420 Knebel) er der toiletfaciliteter. Gps-koordinater: (56.22890000, 10.53040000).
På tur ved Agri Bavnehøj
Agri Bavnehøj | 6,5 km
Agri Bavnehøj er med sine 137 meter områdets højeste punkt med udsigt over store dele af Nationalpark Mols Bjerge. Vandresti med fokus på landskabet, hvor terrænet er meget kuperet og stierne nogle steder knoldede. Ruterne er markeret med gule pletter.
Langbjergstien | 2,5 km
2,5 km vandresti på de flotte arealer tilhørende Den Danske Naturfond. Stien leder dig rundt om arealet inden for hegningen. Der er flere markerede afstik til lågerne, derfor kan stien også gennemføres fra flere forskellige sider. Stien tager dig med gennem det bakkede landskab, de henlagte skove og gennem den nyetablerede stenstrøning. Her er der megen natur at opleve.
Agri Sø som en af Danmarks højest beliggende sø med sine 97 meter over havet.
Der blev lavet jordbundsundersøgelser af søen i 2015 af Geosciene ved Aarhus Universitet i forbindelse med et specialeprojekt af Malene Kjærsgaard Sørensen.
Undersøgelserne viste, at søen er meget yngre end forventet og er dateret til år 1000 evt. Søen blev dannet ved et jordskred, hvor ler fra de omgivende bakker skabte søens bund. Undersøgelsen viste også, at landbruget i området begyndte omkring 1420, og at der fra slutningen af middelalderen blev udført rødning af hamp og hør ved søen.
Du kan læse mere om, vegetations- og søudvikling i og omkring Agri Sø i rapporten.
Agri By er en idyllisk landsby i Nationalpark Mols Bjerge på det sydlige Djursland omkranset af et par af Danmarks højest beliggende søer ca. 100 meter over havets overflade. Denne fredfyldte landsby er et perfekt udgangspunkt for at opleve Mols Bjerges unikke landskab, et bakkelandskab hvor du samtidig kan nyde den skønne udsigt ud over havet.
Molbohistorie fra Agri
Agri By har gennem tiden været hjemsted for lokale traditioner og skæve fortællinger, herunder de kendte molbohistorier. En af de mest berømte handler om, hvordan landsbyboerne forsøgte at opdrætte spegesild i søen, men da de kun fangede en ål, troede de, den havde spist sildene og straffede den ved at drukne den igen!
Midt i landsbyen ligger den charmerende Agri Kirke, sammen med den tilhørende kirkegård og præstegård, som stadig er beboet. Dette skaber et harmonisk og smukt helhedsbillede, der er værd at opleve.
Molbohistorier - humoristiske fortællinger fra Mols
Molbohistorier er humoristiske fortællinger om de såkaldte "molboer" fra Mols, som fremstilles som naive og lidt enfoldige mennesker. Historierne er ofte satire over menneskelig dumhed, hvor molboerne finder på absurde løsninger på simple problemer. Selvom de er karikerede, er molbohistorierne en vigtig del af dansk folkelig kultur og har underholdt generationer med deres komiske og finurlige logik.
Kilde: VisitAarhus
Nedkastningssteder ved Agri Bavnehøj – 'Hilsen til Lucas og Helmer'
Denne sten er sat til markering af pladsen, hvor våbennedkastninger fandt sted i Mols Bjerge under den tyske besættelse af Danmark 1940-45.
Modstanden tager til
Først et par år inde i besættelsestiden begyndte der så småt at opstå modstand. En modstand, der voksede fra 1943, hvor 'samarbejdspolitikken' brød sammen, og førte til massiv sabotage mod bl.a. jernbanenettet for at bremse den tyske 'krigsmaskine'.
Våben fra himlen – organiseringen af nedkastningerne
Modstandskampen blev fra 1943 i ganske særlig grad støttet af SOE – Special Operations Executive i England – der hjalp de besatte lande ved nedkastning af våben, sprængstof m.m. En farlig mission bag fjendens linjer, der her i landet kostede 69 allierede våbenflyvere livet.
Fra 1943 blev der nedkastet mere end 6.000 containere ved 285 flyvninger, hvoraf
95 % fandt sted efter august 1944. Også fra søsiden blev der modtaget store mængder våben. Desuden blev der nedkastet mere end 50 agenter, der var specialtrænede i England til at lede arbejdet.
'Her er London'
Et vigtigt bindeled mellem modstandsbevægelsen og SOE var den engelske radio BBC’s danske nyheder, der bragte særmeldinger, som i hemmelighed blev aflyttet.
Når en hilsen til et bestemt personnavn lød, skulle modtagergruppen gøre sig klar til at mødes ved det aftalte nedkastningssted.
Modtagelserne måtte foregå i måneskin, da piloterne skulle kunne genkende pladsen fra luften. På pladsen skulle fire personer med tre hvide og en rød stavlygte i L-formation markere nedkastningsstedet og vindretningen, da faldskærmene skulle kastes mod vinden, for ikke at svæve væk. Desuden skulle der som kontrol morses et aftalt bogstav fra jorden, der blev besvaret med et andet bogstav fra flyvemaskinen.
Når containerne var modtaget skulle godset hurtigt skaffes af vejen til forskellige skjulesteder med lastbil, hestevogn eller cykel – et tungt arbejde, hvorfor modtagergrupperne som regel var på 10-15 mand.
Nedkastningerne i Mols Bjerge – 'Hilsen til Lucas og Helmer'
Første gang, der lød en 'hilsen til Lucas', var den 1. november 1944, men på grund af vejrforholdene fik man ikke kontakt til flyet.
Den 26. november 1944 kom der en ny 'hilsen til Lucas'. Kl. 19.25 forlod en maskine af typen Sterling basen Tempsford i England og nedkastede først tolv containere ved Vosnæs Pynt, hvor modtagergruppen fra Hornslet modtog disse. Herefter blev der omkring kl., 23.00 også nedkastet tolv containere ved Agri Bavnehøj. Modtagerholdet bestod her af folk fra Ebeltoft, Grønfeld og Tirstrup.
Den 6. marts 1945 fandt der endnu en nedkastning sted tæt ved under særmeldingen 'hilsen til Helmer'. Kl. 22.05 lettede et B 24 bombefly med amerikansk besætning fra basen Harrington i England og nedkastede tolv containere omkring kl. 01.30, der blev modtaget af de samme grupper. Grupperne fra Ebeltoft og Tirstrup skulle efterfølgende skaffe containere og faldskærme af vejen, mens Grønfeld-folkene tog sig af 'godset'. Også grupper fra Vistoft og Tved deltog siden i arbejdet med fordelingen af det.
Sidste hilsen fra London
Grupperne fra Vistoft og Tved var også udset til at skulle modtage våben ved en plads syd for Fuglsø. Pladsen blev tildelt kodenavnet 'Abel'. 'Hilsenen til Abel' kom dog først på selve befrielsesaftenen den 4. maj i BBC´s udsendelse kl. 18.15. Gruppen tog alligevel af sted, men selvfølgelig kom der hverken flyvere eller våben den nat, hvor den tyske kapitulation blev fejret.
Skrevet af Jørgen Nyhuus og Jakob Vedsted.
Udgivet på Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn
