Mols Bjerge er kendt for store udsigter. Men noget af det mest spændende findes helt nede i græsset. På busturene kommer deltagerne tættere på både landskabet og de små dyr, der er med til at gøre nationalparken til noget særligt.
På en 3,5 timers guidet bustur kører biolog og naturformidler John Simoni passagerne gennem nogle af nationalparkens mest markante landskaber. Undervejs er der små stop i det grønne, hvor man kan strække benene, nyde udsigten og høre om den natur, der folder sig ud i bakkerne.
Fra istidslandskab til levesteder
Mols Bjerge er skabt af is, smeltevand og enorme naturkræfter. Men landskabet er ikke kun dramatisk at se på. Det er også vigtige levesteder for de mindste molboer i nationalparken.
På sommerens ture handler fortællingen også om de arter, der lever i Mols Bjerges lysåbne natur. På de tørre bakker og overdrev kan blåhat, gul snerre og djævelsbid blomstre side om side, mens sommerfugle, vilde bier og andre insekter finder nektar i planterne. På gode sommerdage kan man være heldig at se arter som græsrandøje, lille ildfugl, blåfugle og køllesværmere.
På turen fortæller John Simoni om, hvordan landskabet blev formet, og hvorfor netop de åbne, næringsfattige og solvarme naturtyper har stor betydning for biodiversiteten i nationalparken.
Busturen er for både lokale, sommergæster, børnefamilier og alle andre, der har lyst til at opleve Mols Bjerge på en rolig og overskuelig måde.
Man behøver hverken være erfaren vandrer eller kende nationalparken på forhånd. Bussen gør det nemt at komme rundt til flere af de steder, hvor landskab, natur og fortællinger mødes.
Om busturene
- Turen varer cirka 3,5 timer: 13:00-16:30.
- Guiden er biolog og naturformidler John Simoni.
- Turen kræver ingen særlige fysiske forudsætninger.
- Der er flere korte stop undervejs
Billetter bookes på nationalparkens bookingportal: https://www.nationalparkbooking.dk/mols/?ytfiltercity=&ytfilterdate=&ytfiltersearch=bustur
Bussen kører tirsdag, onsdag og torsdag i uge 28, 29, 30 og 31.
Afgang kl. 13:00 fra parkeringspladsen ved Fregatten Jylland i Ebeltoft.
Først bustur er på tirsdag den 7. juli, og sidste tur er 6. august.
