Undervandskamera og havviden med ombord på veteranskib

Hvordan ser livet ud under veteranskibet, når Skødshoved sejler ud på Ebeltoft Vig? Det kan sommerens gæster få svar på, når formidlere fra Kend Dit Hav, Aarhus Universitet tager undervandskameraet med ombord.

I sommerferien kan børn og voksne opleve Nationalpark Mols Bjerge fra havsiden. Som noget nyt arrangerer nationalparken marinbiologiske sejlture med veteranskibet Skødshoved, hvor formidlere fra Aarhus Universitet tager passagererne med på opdagelse i livet under overfladen.

Turene er for både børn og voksne, der er nysgerrige på havet.

 

Nationalpark Mols Bjerge er kendt for bakker, overdrev, stier og gamle kulturspor. Men nationalparken rummer også omkring 60 kilometer kystlinje, og en del af vandarealet hører også indenfor nationalparkgrænsen. Her ligger et helt andet landskab under vandet.

Det landskab kan man nu blive klogere på fra dækket af Skødshoved.

Nationalparken arrangerer to temature henholdsvis den 10. juli og 17. juli. Den første tur sejler fra havnen i Ebeltoft, mens den anden sejler fra Nappedam Lystbådehavn.

Fælles for turene er, at formidlere fra Aarhus Universitet og projektet Kend Dit Hav fortæller om det lokale havmiljø under sejlturen.

”Det giver rigtig god mening at formidle havet ude på vandet. Havet bliver ikke noget abstrakt, man hører om på afstand. Man er midt i det,” siger Signe Brokjær, som er projektleder fra Kend Dit Hav.

Undervejs kan deltagerne kigge ned under havoverfladen med undervandskamera og høre om de dyr, planter og forhold, der præger vigene i nationalparken.

”Det giver en anden nysgerrighed, når man kan se kysten, mærke vinden og samtidig tale om de dyr, planter og økosystemer, der findes lige under båden,” siger Signe Brokjær.

Her sænkes undervandkameraet.

 

Havbunden i Kalø Vig (screenshot fra undervandskamera 17. juni 2026)

 

Et nyt initiativ på vandet

De marinbiologiske sejlture er et nyt koncept, som nationalparken tester af i år.

Nationalparken har i flere år tilbudt sejlture med Skødshoved. På de nye ture er forskellen, at formidlingen er rettet mod marinbiologi, og at formidlerne kommer fra Kend Dit Hav-projektet ved Aarhus Universitet.

Turene er for både børn og voksne, der er nysgerrige på havet. På sejlturen går natur, kulturhistorie og havformidling hånd i hånd. Deltagerne kommer ud på vandet, ser landskabet fra søsiden og får mulighed for at blive klogere på havnaturen i Nationalpark Mols Bjerge.

Den maritime historie følger med

Sejlturene foregår på veteranskibet Skødshoved, der er et af Danmarks sidste paketskibe. Derfor handler turen ikke kun om havets dyr og planter. Den handler også om kystkultur og vores forhold til havet før, nu og i fremtiden.

”At det foregår på veteranskibet Skødshoved giver en ekstra dimension. Skibet bærer på en maritim historie, som passer godt sammen med fortællingen om kystkultur og søfartshistorie,” siger Signe Brokjær.

Hvis du ikke kan få nok af havet

De nye sejlture er ikke den eneste mulighed for at opleve nationalparkens marine liv i sommerferien.

Nationalparken tilbyder også guidede snorkelture, hvor deltagerne kommer helt ned i vandet og tæt på kystens planter og dyr. Her kan man opleve sten, tang, småfisk, snegle og krabber i deres eget miljø.

Med både sejlture og snorkelture håber nationalparken at give flere en mere nærværende oplevelse af havet og samtidig blive klogere på havnaturen.

 

Sejlturene foregår på veteranskibet Skødshoved, der er ét af Danmarks sidste paketskibe. Foto: Niels Åge Petersen / Nationalpark Mols Bjerge.

 

Kend Dit Hav, Aarhus Universitet

Med støtte fra Aage V. Jensens Naturfond og Dampskibsselskabet NORDEN A/S har Institut for Ecoscience og Institut for Biologi, Aarhus Universitet, igangsat projektet "Kend Dit Hav".

Projektet bygger videre på det tidligere havformidlingsprojekt Hovedet i Havet. Formålet er at skabe større bevidsthed om det marine og maritime miljø og særligt inspirere den yngre generation til at handle aktivt, så vi både udnytter og beskytter vores havområder bedst muligt.

Gennem Kend Dit Hav kommer børn, unge og voksne helt tæt på livet i havet, blandt andet gennem undervisning og formidling på skibe rundt om i landets fjorde og kystnære farvande.

Læs mere på https://projekter.au.dk/havet