Ny bog viser vej til Mols Bjerges skyggevæsener

En ny bog samler sagn om Mols Bjerges skyggevæsener og inviterer læserne til selv at gå på opdagelse. Den 26. november fejres udgivelsen med fortællinger, musik og mad på Maltfabrikken i Ebeltoft.

”Skyggevæsenerne dør, hvis man ikke fortæller om dem.”

Derfor vil H.P. Stenbæk Jensen holde liv i de gamle sagn fra Mols Bjerge. I en ny bog har han samlet fortællingerne sammen med illustrationer og fotos fra området.

Lindormen ved Ørnbjerg Mølle, dragen under Kalø Slotsruin og vætterne ved Egens Kirke er nogle af de skyggevæsener, der optræder i bogen. 

Mosekonen brygger. Illustration Bjarke Stenbæk.

Torsdag den 26. november kl. 17.00-20.00 rykker fortællingerne ind i Støbesalen på Maltfabrikken i Ebeltoft. Her fejres udgivelsen af ”Skyggevæsener - og hvor man finder dem” med et gratis arrangement for børn og voksne.

Syddjurs Fortællescene fortæller sagn, mens Ensemble Toneregn sætter musik til væsenernes verden. Undervejs bliver der mulighed for at deltage i ringdans, smage mad fra Mosekonens gryde og se fotos og tegninger fra bogen.

Er det ansigt i barken?

En knudret træstamme kan ligne et ansigt. Rødder kan tage form som krogede fingre, og mellem mosens græstotter kan noget se ud til at gemme sig.

Bogens fotografier viser, hvordan naturens former kan sætte fantasien i gang. Sammen med Bjarke Stenbæks illustrationer ledsager de fortællingerne om de væsener, der har befolket den lokale sagnverden.

Er det et ansigt i barken? Foto: Nationalpark Mols Bjerge.

Bogen er udgivet af Nationalpark Mols Bjerge. Kulturprojektleder Susanne Krogstrup Hennings ser fortællingerne som en anledning til at tage ud og betragte naturen med andre øjne.

”Skyggevæsener gemmer sig i moser, gamle skove, ved kilder og gravhøje. Det er nogle meget spændende naturtyper, som man måske ikke selv kommer i tanke om at besøge med sine børn. Her kan bogen være en god inspiration,” siger hun.

På jagt med børnebørnene

H.P. Stenbæk Jensen er pensioneret udeskolelærer og har i mange år brugt fortællinger om skyggevæsener til at få børn til at undersøge naturen. Med bogen vil han give forældre og bedsteforældre inspiration til at gøre det samme.

”Jeg har en drøm om, at flere forældre og bedsteforældre tager deres børn med ud i naturen og får nogle fælles oplevelser,” siger han.

For nylig var han selv i skoven med sine børnebørn. Her fandt de skyggevæsener i rødder, stammer og sten.

”Vi fik rigtig gang i fantasien, når vi skulle binde dem sammen til en historie. Den slags skaber gode minder,” fortæller han.

H.P. Stenbæk Jensen vil holde liv i de gamle sagn fra Mols Bjerge. I en ny bog har han samlet fortællingerne sammen med illustrationer og fotos fra området. Foto: Susanne Krogstrup Hennings.

Mosekonen vil genre vide, om du kommer

Der er fri entré til arrangementet på Maltfabrikken, som anbefales til voksne og børn fra fem år. Ønsker man at spise med, skal man bestille madbillet senest den 22. november på nationalparkbooking.dk, så Mosekonen ved, hvor meget der skal i gryden. Madbilletten er gratis, mens drikkevarer kan købes på stedet.

Skyggevæsener på Maltfabrikken

Tid: Torsdag den 26. november 2026 kl. 17.00-20.00.

Sted: Støbesalen på Maltfabrikken, Maltvej 8, Ebeltoft.

Målgruppe: Voksne og børn fra fem år.

Pris: Fri entré og gratis mad (kræver madbillet). Drikkevarer købes på stedet.

Madbillet: Bestilles senest den 22. november på nationalparkens bookingportal ->

”Skyggevæsener - og hvor man finder dem” kan købes til boglanceringen og efterfølgende ved kontakt til nationalparken. Overskuddet fra salg af bogen går til naturprojekter i nationalparken.

Arrangementet støttes af Nationalpark Mols Bjerge og Syddjurs Kommune.

Bogen er særskilt finansieret med støtte fra Decibel Fonden, Nationalpark Mols Bjerge og VELUX FONDEN.