Store sort-hvide portrætter møder gæsterne på Maltfabrikken i Ebeltoft. De stirrer direkte ud fra omkring 100 år gamle forbryderfotografier. Den 1. september åbnede udstillingen De usynlige molboer, som fortæller om mennesker fra det sydlige Djursland, der kom på kant med loven og samfundets normer.
De gamle forbryderfotografier er noget af det særlige ved udstillingen.
Fotografierne blev oprindeligt taget, så Ebeltoft byfoged kunne registrere og identificere de dømte. I dag giver de en sjælden mulighed for at se nogle af de mennesker i øjnene, som ellers næsten er forsvundet ud af historien.
Et slidsomt liv
Det er netop den del af historien, Nationalpark Mols Bjerge har ønsket at være med til at få frem.
Nationalparkens arbejde med kulturhistorien handler ikke kun om de synlige spor som stendysser, kulturhistoriske landskaber og slotsruiner, men også om de mennesker, som har levet i området.
”De sandede jorde gav gennem generationer mange mennesker et slidsomt liv, hvor de måtte få meget ud af lidt. Petrea, Bernhard og Carl Christian er en del af vores fælles kulturarv. De har ikke fyldt meget i historiebøgerne, men med udstillingen får deres historier og de mennesker, der ellers blev tavse, en stemme,” siger Nationalparkchef Birgitte Lamp.
Udstillingen bygger på materiale fra den retskreds, der hørte under Ebeltoft Byret og byfoged. Derfor møder man personer fra blandt andet Ebeltoft, Dråby og Ahl samt fra Mols Herred og Djurs Sønder Herred.
Udstillingen er finansieret af Nationalpark Mols Bjerge og tilrettelagt af Museum Østjyllands museumsassistent Lasse Hørlyck Holmelund.
Se dem i øjnene på Maltfabrikken
Museum Østjylland har dykket ned i myndighedernes arkiver for at finde spor efter de mennesker, der optræder i udstillingen.
”Ingen kender i dag deres navne, ansigter eller handlinger. Men nu, mere end 100 år senere, husker vi dem i denne udstilling. De mennesker, vi kan se her i dag, har gået på de samme gader og brosten som os,” siger Henrik Hatt, museumschef for Museum Østjylland.
I udstillingen møder man blandt andre Bernhard Marius Poulsen fra Dråby, som var vaneforbryder.
Bernhard blev allerede som 15-årig blev dømt for tyveri og senere fik en lang række straffe. Hans historie rejser spørgsmålet om, hvordan datidens samfund så på mennesker, der igen og igen begik kriminalitet, og hvornår et menneske blev betragtet som uforbederligt.
Et andet fotografi viser Ane Johanne Karoline Petrea Jørgensen fra Øer, som ung og ugift fødte to børn i skjul med fem års mellemrum. Begge døde kort efter fødslen. Første gang vurderede retten dødsfaldet som en ulykke, men anden gang tilstod hun at have dræbt barnet. Hendes historie giver samtidig et indblik i de hårde vilkår og den fordømmelse, der kunne ramme ugifte gravide kvinder.
Historierne viser dermed ikke kun, hvad mennesker blev straffet for. De viser også, hvilke normer samfundet byggede på, og hvor meget der har ændret sig siden.
Udstilling kan ses i hele september og igen fra 19. oktober til 13. november på Maltfabrikken i Ebeltoft. Det er gratis at se udstillingen, og der er adgang fra kl. 6.00 til 23.00 alle dage.
De usynlige molboer
Udstillingen De usynlige molboer er finansieret af Nationalpark Mols Bjerge og tilrettelagt af Museum Østjylland.
Den kan opleves på BMA Maltfabrikken, Maltvej 8 i Ebeltoft, fra 1.-30. september og igen fra 19. oktober-13. november 2026.
Der er åbent alle dage kl. 6-23, og der er gratis adgang.
