Sommer 2025: For 18.000 år siden skabte gigantiske gletsjere det unikke landskab, vi i dag kalder Mols Bjerge.
Men hvad gemmer sig bag de dramatiske bakker? Tag med på en bustur tilbage til istiden og oplev historiens spor fra istid til nutid.
Biolog og naturformidler John Simoni guider dig gennem en 3,5 timers bustur. Her får passagerne fortællinger om istidens dramatiske aftryk, de imponerende stendysser fra Oldtiden og de sjældne arter, som i dag kribler og kravler i nationalparken.
Undervejs hører man, hvordan gletsjere og smeltevand har formet Mols Bjerges helt særlige landskab, og om de efterfølgende klimaforandringer, som gjorde det muligt for de første mennesker at indvandre og sætte sit præg på landskabet.
Hvad venter dig
Passagerne får en naturskøn bustur med flere stop undervejs, hvor man har mulighed for at strække benene eller nyde udsigten fra bussen. Bussen stopper blandt andet ved Poskær Stenhus, Trehøje, Egil Fischers Ferieby og Besøgscenter ved Øvre Strandkær. I løbet af turen får deltagerne fortællinger om Mols Bjerge, som er velegnet for både børn og voksne og for alle, der har lyst til at vide mere. Bussens guide, John Simoni, kender nationalparken ud og ind og har kørt Nationalparkbussen i mange år. Han har stor erfaring med at fortælle til alle aldersgrupper om naturen, kulturen og de hemmeligheder som ”bjergene” gemmer på.
Nyhed: Mols Bjerge til vands og til lands
Som et noget nyt i år tilbyder nationalparken en dagstur, hvor busturen bliver kombineret med en sejltur på veteranskibet Skødshoved.
To fredage - 18. juli og 1. august - kan man derfor se Mols Bjerge til vands og til lands. Turene begynder ved Nappedam Lystbådehavn, og ved Skødshoved Havn bytter deltagerne transportmiddel og vender retur til Nappedam.
Mellem de to ture er der tid til en frokostpause med egen medbragt madpakke. På den nye dagstur kommer passagerne på en bustur mellem Nappedam og Skødshoved Havn.
På sejlturen runder skibet Kalø Slotsruin, hvor der måske er mulighed for at se en sæl eller to. Derefter sejler skibet langs den flotte kyststrækning mellem Egens Vig og Skødshoved Havn. Der er meget at kigge på, og skibets guide kan fortælle deltagerne om, hvad de ser og oplever undervejs. Sejlturen foregår ombord på det historiske veteranskib Skødshoved, der er ladet med en særlig stemning af historie, havvand og gammelt træværk.
