Nationalpark Mols Bjerge præsenterer ny bestyrelse

Miljøministeren har udpeget en ny bestyrelse og ser frem til et fortsat godt samarbejde med nationalparken

Miljøminister Magnus Heunicke har udpeget den nye bestyrelse for Nationalparkfond Mols Bjerge for perioden 1. december 2025 til 30. november 2029.

 

Miljøministeren har udpeget ny bestyrelse for nationalparken: ny formand, seks nye medlemmer, to medlemmer er genvalgt og de sidste fire medlemmer er endnu ikke udpeget. Foto Susanne Mejlgaard.

 

 

Det fremgår af en mail fra miljøministeren, som skriver: ”Jeg glæder mig til at følge den nye bestyrelses arbejde i de kommende år og ser frem til et fortsat godt samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge.”

Derudover har miljøministeren også udpeget en ny formand: Karen Thingstrup, som overtager stafetten fra Helle Hegelund.

Sammen med de 12 bestyrelsesmedlemmer har formanden ansvaret for at drive og udvikle nationalparken, og Karen Thingstrup glæder sig til at komme i gang med opgaven:

”Jeg er både stolt og ydmyg over tilliden til at stå i spidsen for Nationalpark Mols Bjerge. Nationalparken er enestående natur men også levende lokalsamfund og mennesker, der brænder for området.”

Karen Thingstrup har i den netop afsluttet bestyrelsesperiode siddet som repræsentant for Danmarks Jægerforbund.

”Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet om at skabe værdi for både naturen, de lokale og de mange gæster, der holder af Mols Bjerge,” siger hun.

 

Nationalparkens nye bestyrelsesformand er Karen Thingstrup, som tidligere har siddet i bestyrelsen for Danmarks Jægerforbund. Foto: Den Utraditionelle.

 

Den nye bestyrelse består af følgende medlemmer:

  • Formand Karen Thingstrup

  • Pia Haecky, Danmarks Naturfredningsforening

  • Lasse Werling, Dansk Botanisk Forening

  • Hans Røy, Danmarks Jægerforbund

  • Iben Holst Sørensen, Landbrug og Fødevarer

  • Kristian Knuth, Dansk Skovforening

  • Jesper Bækgaard, Museum Østjylland

  • Joy Klein, Dansk Ornitologisk Forening

  • Flemming Nielsen, Friluftsrådet

  • VisitDenmark (kommer snarest muligt)

  • Nationalparkrådet (kommer efter bestyrelsen har nedsat nationalparkrådet)

  • Naturstyrelsen (kommer snarest muligt pba. udnævnelse af ny skovrider for den lokale enhed Kronjylland)

  • Syddjurs Kommune (kommer efter kommunalvalget)

Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Landbrug og Fødevarer, Dansk Skovforening og Dansk Botanisk Forening har med udnævnelsen fået nye repræsentanter i bestyrelsen. Museum Østjylland er ny i bestyrelsen og afløser Vild med vilje.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er genvalgt til deres anden funktionsperiode. Derudover er der fire medlemmer, som afventer endelig udpegning.

Nationalparkrådet bliver nedsat i starten af 2026, og her vil rådets repræsentant i bestyrelsen blive valgt på rådets første møde i 2026.

Nationalparken siger tak til den afgående bestyrelse og byder den nye velkommen.

”Jeg vil gerne på vegne af sekretariatet sende en stor tak til den afgående bestyrelse og formand. Vi har i fællesskab søsat en række spændende initiativer, som jeg glæder mig til at arbejde videre med i samarbejde med den nye bestyrelse og Karen Thingstrup for bordenden,” udtaler nationalparkchef Birgitte Lamp.

Udpegning af ny bestyrelse

Miljøminister Magnus Heunicke har udpeget medlemmer af den nye bestyrelse for Nationalpark Mols Bjerge for funktionsperioden fra den 1. december 2025 til den 30. november 2029.

Nationalparken ledes af en bredt sammensat bestyrelse, hvor medlemmerne skal så vidt muligt have lokal tilknytning.