Kom indenfor på Jagtslottet på Kalø

Sommer 2025: Jagtslottet på toppen af Rønde er sat til salg, men i løbet af sommeren tilbyder nationalparken guidede rundvisninger til slottet og den nærliggende Karlsladen

Sommer 2025: Jagtslottet ligger højt i landskabet lidt uden for Rønde og byder på en imponerede udsigt ud over vigen, skovene og Kalø Slotsruin. Man bør dog ikke snyde sig selv for også at se Jagtslottet indefra, hvor slottets vægge er prydet med kalkmalerier og træudskæringer.

I løbet af sommeren tilbyder nationalparken guidede rundvisninger på Jagtslottet og til den nærliggende Karlsladen. Der er rundvisninger udvalgte torsdage og søndage indtil september.

Og det kan være, at det er den sidste sæson for rundvisninger. Jagtslottet og resten af Kalø Hovedgård er sat til salg. Så hvis du efter en rundvisning er fristet, så kan der indgives bud til Freja Ejendomme indtil d. 11. september.

Myter og Mols pryder væggene

Når man træder indenfor på slottet, er man omgivet af kulturhistorie. Se de smukke sale på slottet, hvor væggene er prydet med kalkmalerier og træudskæringer.

Her har maler og dekoratør Carl Hansen Reistrup udsmykket de fleste rum med smukke motiver af dyr, naturen og fra den nordiske mytologi. I hallen, mødes man således af dværge og Odins søn, Vidar. På førstesalen finder man også livets træ Yggdrasil. Fortsætter man videre ind i jagtstuen, er det særligt dyrelivet, der pryder væggene med billeder af rådyr, fugle, egern og grævling.

Den indvendige udsmykning er inspireret af naturen på Mols, således at uanset hvor man kiggede hen - om det var ud af vinduerne eller ind mod væggen - så havde man noget smukt at kigge på.

Det er nationalparkens frivillige, der viser rundt på slottet. På rundvisningen fortæller de blandt andet om motiverne, og om hvordan livet har set ud på Jagtslottet.

Hack Kampmanns forbindelse til Djursland

Jagtslottet, som blev opført i 1890-1899, er tegnet af den berømte arkitekt Hack Kampmann, der blandt andet også har tegnet Toldboden i Aarhus, Aarhus Teater og Marselisborg Slot.

Slottet blev opført som sommerresidens for den tyske baron Martin Johan von Jenisch, der dengang ejede Kalø Gods. Familien kom rejsende fra Tyskland med gæster, jagtselskaber og tjenestefolk på ferier og til de store efterårsjagter.

Hack Kampmann er også arkitekten bag flere kendte bygninger i Aarhus: Aarhus Teater, Toldboden i Aarhus og Marselisborg Slot.

Hack Kampmann er født i 1856 i Ebeltoft Gl. Præstegård. Flere steder på Djursland kan man også i dag opleve hans særlige byggestil. Ud over Jagtslottet har han blandt andet tegnet Ebeltofts gamle toldbod, hvor Glasmuseet i dag bor, og så har han tegnet Strandhuset ved Kalø Slotsruin, hvor nationalparkens sekretariat holder til.

Kørelade med gamle bjælker

Et par hundrede meter fra Jagtslottet ligger Karsladen, der med sit ernorme stråtag og imponerende bjælkekonstruktioner er et unikt eksempel på en gammel kørelade. Her har man kunnet køre ind gennem porten i den ene side, læsse af og fortsætte ud gennem den anden gavl.

I dag er Karlsladen indrettet som et lille besøgscenter, hvor man kan se de velbevarede egetræskonstruktioner i tre etager, der står som i 1727, da køreladen blev bygget.

Rundvisningerne til Jagtslottet begynder fra Karlsladen, hvorefter man går over til Jagtslottet for at se slottet indefra.

Vil man deltage på en af de guidede rundvisninger til Jagtslottet, bestiller man billet på nationalparkens bookingportal www.nationalparkbooking.dk.

Rundvisningen varer cirka 90 minutter og koster 75 kr per person.

Sommer 2025: Om rundvisningerne

Nationalpark Mols Bjerge arrangerer hen over sommeren guidede rundvisninger på Jagtslottet og den nærliggende Karlsladen, der er en gammel kørelade.

Slottet er til hverdag lukket for offentligheden, og besøgende har kun adgang til slottet ved rundvisning.

Rundvisningerne guides af nationalparkens frivillige og varer cirka 1,5 time.

Billetter koster 75 kr. og skal bookes på nationalparkens bookingportal, hvor man også finder alle tidspunkter.

Rundvisningen er ikke velegnet til gangbesværede, da der er trapper, kantsten og passager med sten og græs. Det er desværre ikke muligt at komme indenfor på Jagtslottet med kørestol.

Gå til nationalparkbooking.dk