Fuldmånetur til Trehøje eller overnatning med kig til Kalø Slotruin

Alt for få danskere har oplevet nattens skjulte skatte og går glip af unikke naturoplevelser. Den 6.-7. september inviterer Nationalpark Mols Bjerge og Nat i Naturen dig til at opdage nattelivet på nærmeste hold. Ved Kalø Slotsruin og Trehøje venter store naturoplevelser på dig

De sidste gløder dør ud, mørket sænker sig, og stilheden breder sig.

En nat i naturen er en helt særlig oplevelse for både børn og voksne. Når vi slukker for skærmene og tænder bålet, skærpes vores sanser, og vi kommer hinanden ved på en ny måde.

 

Hvis man deltager i overnatningen i Hestehave Skov, så vil der om aftenen være mulighed for en guidet vandretur til Kalø Slotsruin i skumringslyset, for de som har lyst. Foto: Nationalpark Mols Bjerge

 

 

“En nat under åben himmel er en skøn oplevelse, som alt for få danskere under sig selv. Der gemmer sig mange fantastiske oplevelser i at opleve en nat i det fri,” siger Michael Quist, som er projektleder for friluftsliv i Nationalpark Mols Bjerge.

Den 6.-7. september afholdes det landsdækkende arrangement Nat i Naturen, hvor alle opfordres til at træde ud af soveværelserne og nyde natten i det fri. I nationalparken er der er flere spændende arrangementer denne weekend.

”Særligt i år hvor det at vågne til udsigten til Kalø Slotsruin eller spejde efter månen fra Trehøje i dagens første lys vil være helt unikt. Det ønsker vi at give flere muligheden for til Nat i Naturen,” siger Michael Quist.

Overnat i naturen

Nationalparken arrangerer to forskellige aktiviteter: Her kan man prøve at overnatte i det fri med kompetente friluftsvejledere eller stå tidligt op og tage på vandring i måneskinnet. 

Hvis man er til den fulde oplevelse, så sæt et døgn af til naturoplevelser. På lejrpladsen i Hestehave Skov bliver der mulighed for at prøve forskellige former for overnatning i form af telt, bivuak/ tarp eller hængekøje. Under hele døgnet vil erfarne natur- og friluftsvejledere med stor lokalt kendskab være med. De vil guide deltagerne samt undervise i at slå lejr, overnatning, bålmad og aktiviteter.

Overnat med udsigt til Kalø Slotsruin ->

Dette er for alle, der har lyst til at prøve en nat i naturen i trygge rammer under kyndig vejledning af erfarne friluftsfolk. Der er ingen krav om forudgående kundskaber. Samtidig er man også meget velkommen til at deltage, hvis man er erfaren i udeovernatning og kunne tænke sig at deltage i en hyggelig, social overnatning ved Kalø.

Der vil om aftenen være mulighed for en guidet vandretur til Kalø Slotsruin i skumringslyset, for de som har lyst. 

 

Se solen gå ned over Hestehave Skov. Foto: Nationalpark Mols Bjerge.

 

 

Fuldmånetur ved Trehøje

En anden mulighed er at stå tidligt op søndag d. 7. september. Her mødes vi kl. 05.15 ved parkeringspladsen ved Trehøje og går en tur i måneskinnet.

Sammen skuer vi solopgangen over bugter og bakker, inden vi samles om et knitrende bål, hvor vi tilbereder bålmorgenmad med æg og varm kakao.

Tag på fuldmånetur ->

Begge arrangementer kræver tilmelding, og billetterne kan findes via nationalparkens bookingportal. På bookingportalen finder du også spændende aktiviteter som f.eks. guidede vandreture, turridning, mad på bål og byvandringer fra nationalparkens dygtige partnere i servicenetværket.

 

Stå tidligt op søndag d. 7. september og tag med på måneskinsvandring ved Trehøje. Foto: Thomas Howalt Andersen

 

 

Nat i Naturen i Mols Bjerge

Nat i Naturen består af en lang række arrangementer landet over mellem den 6. og 7. september, hvor alle danskere tilbydes en naturoplevelse i mørket.

Nat i Naturen er støttet af Spar Nord Fonden og er et samarbejde mellem Friluftsrådet, Det Danske Spejderkorps, Ungdomsringen og Naturstyrelsen.

Undersøgelser viser, at 68 procent af danske børn ikke har prøvet at overnatte i naturen, at 41 procent af de 2-15-årige ikke har været ude i mørke og se på stjernehimlen, og at 38 procent af børnene ikke har været med til at tænde et bål/lave mad over bål i naturen.

Find billetter til nationalparkens arrangementer ->

Læs mere om Nat i Naturen ->