Der var ikke mange, som opdagede det, men i marts blev der opført 22 nye boliger i en skov lige midt i Mols Bjerge. Boligerne var specialbygget og tilpasset til en helt særlig type af lejere: Musvitter, blåmejser, rødstjert og stær.
Det er frivillige fra Nationalpark Mols Bjerge, som i løbet af vinteren og foråret har bygget og sat redekasserne op. Siden da har de holdt øje med de nye beboere:
”Vi har set æg og unger fra blandt andre blåmejser og musvit. Det er jo ret hyggeligt at gå rundt og lytte efter fuglene. Jeg har også mit spionkamera, så jeg lidt forsigtigt kan kigge direkte ind i kasserne,” siger Hanne Hjorth, som er frivillig i nationalparken og tovholder for fuglegruppen.
Med et såkaldt endoskop (et kamera på en fleksibel arm med lys) kan hun skånsomt følge livet i kasserne fra småplettede æg til flyvefærdige blåmejseunger.
Efterspørgsel på boliger
Kasserne blev sat op i skoven ved Basballe, da der her mangler træer med naturlige hulrum, hvor fugle kan bygge reder.
”De her redekasser kan være en erstatning for naturlige redepladser, når nu fuglene er presset på ynglemuligheder,” siger Jakob Prüfer, skov- og landskabsingeniør ved Natur og Miljø i Syddjurs Kommune.
Derfor er der indgået et samarbejde mellem nationalparken, Syddjurs Kommune og Dansk Ornitologisk Forening (Syddjurs) om at bygge redekasser i fem kommunale skove i og uden for nationalparken.
Status på projektet er, at kasserne er taget i brug af målgruppen. Nogle kasser har endda allerede haft to kuld. Det har overrasket Hanne Hjorth og resten af fuglegruppen, hvor hurtigt fuglene var til at acceptere kasserne:
"Vi satte dem op den 11. marts, og ugen efter konstaterede vi, at der var mos i flere af kasserne. I starten tjekkede vi kasserne ret ofte, og da vi efterhånden så, at der kom mos i rederne, så gav vi dem fred,” siger hun.
Hjemme på Helgenæs har Hanne Hjorth har også bygget nogle fuglekasser og sat op i haven.
”Her satte jeg dem op en fredag aften, og lørdag morgen var de i gang med at flyve mos ind i kasserne. Der kan man sige, at der var efterspørgsel på boliger. De var hurtige til at tage fat,” siger hun.
Vil bygge endnu flere redekasser
Hos Syddjurs Kommune er man også meget glad for projektet:
”Som et samarbejdsprojekt med fokus på at skabe bedre betingelser for fuglelivet i de kommunale skove fungerer modellen med Syddjurs Kommune, nationalparken og DOF rigtig godt,” siger Jakob Prüfer fra Syddjurs Kommune.
Planen er at lave et kort over redekassernes placering og etablere en sti, så besøgende kan opleve de nye boliger selv. Kortet vil senere være tilgængeligt på nationalparkens og kommunens hjemmesider.
Tilbage hos de frivillige i fuglegruppen kigger de nu videre mod næste fase i projektet:
”I løbet af efteråret og vinteren går vi i gang med at bygge nye kasser til den næste skov. Her snakker vi om at sætte kasser op i nogle af de kommunale skove i Ebeltoft-området,” siger Hanne Hjorth.
Søger I efter flere frivillige til gruppen?
”Ja, man er altid velkommen til at henvende sig. Det kan være folk, som har interesse i at bygge redekasserne eller sætte dem op i det næste skovområde. Eller måske gå en fast rute i ude i skoven for at observere fuglene,” siger tovholderen.
Ud over de to skove i Ebeltoft, Bjørnkær-Egedal Skov og Tolløkke Skov, vil der på længere sigt også blive sat redekasser op i to kommunale skove uden for nationalparken.
Om projektet
Frivillige fra Nationalpark Mols Bjerge har bygget og sat 22 redekasser op i den første af fem skove i Syddjurs Kommune.
Redekasserne er sat op i et samarbejde mellem Syddjurs Kommune, Dansk Ornitologisk Forening (DOF Syddjurs) og Nationalpark Mols Bjerge og den nye frivillige gruppe ”Fuglegruppen”.
Har du lyst til at hjælpe til? Vi søger frivillige til at bygge, sætte op og følge redekasserne. Kontakt Michael Quist, projektleder for frivillige i nationalparken. Mail: miqur@danmarksnationalparker.dk