Denne nyhed er fra 2024
Leder du efter datoer for 2025?
Vi opretter i løbet af april og maj sommerens ture.
Se kommende arrangementer i sommerferien på nationalparkens bookingportal ->
Med omkring 28 km² kystnære og stedvist lavvandede havområder samt en imponerende 60 km lang kystlinje, byder nationalparken på en helt unik undervandsverden. En verden, der bare venter på at blive udforsket.
Denne sommer inviterer Nationalpark Mols Bjerge dig til at dykke ned i havets hemmeligheder på snorkeldyk med kyndige guider. Uanset om du er nybegynder eller erfaren snorkler, får du mulighed for at komme tæt på fascinerende fisk, snegle og tangplanter i deres naturlige omgivelser.
Du kan på snorkelturene eksempelvis opleve den biodiversitetsrige Jernhatten eller måske prøve kræfter med havsømmebanen på Fuglsø Strand.
Udfordret havmiljø
Snorkeldykkene er først og fremmest en god oplevelse for både børn og voksne i sommerferien. Men for Nationalpark Mols Bjerge handler turene også om at formidle betydningen af at passe på vores havmiljø.
For når I eksempelvis svømmer ud fra Boeslum Strand og oplever det kystnære stenrev her, så bliver det tydeligt, hvor vigtige stenrev er for dyre- og plantelivet. Desværre har årtiers stenfiskeri fjernet mange af de naturlige stenrev.
Samme oplevelse får man, når man svømmer ud langs vindmøllemolen ved Ebeltoft Færgehavn, hvor molen fungerer som et kunstigt rev. På snorkelturen til østsiden af landtangen Dragsmur kan man opleve betydningen af ålegræsenge. Ålegræs, der ikke er tang, men faktisk en blomsterplante, skaber nemlig grobund for et rigt dyreliv af snegle, krebsdyr og muslinger.
Svøm ud i aftenskumringen
Man kan også komme ud at snorkle med nationalparken om aftenen på et natdyk. Med en undervandslygte i hånden svømmer du ud i aftenskumringen og ser fisk og andre havdyr "stå op" til en ny nat. Meget af livet på det lave vand er nemlig nataktivt, så når solen går ned, vågner en helt ny verden under havoverfladen.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage i snorkeldykkene – blot du kan svømme. Børn er velkomne i følge med en voksen. Udstyr som dragt, snorkel, maske og svømmefødder kan lånes på stedet.
Find alle snorkeldykkene og book billetter på nationalparkbooking.dk.
Praktisk om snorkelturene
Nationalpark Mols Bjerge tilbyder guidede snorkeldyk til Fuglsø Strand, Vindmøllemolen, Boeslum Strand, Dragsmur Øst og Jernhatten.
Varigheden på snorkeldykkene er cirka to timer.
En billet koster 200 kr.
Der er snorkeldyk fra juni til og med august. Find alle datoer og book billetter på nationalparkbooking.dk.
Der tages forbehold for vejret, som kan gøre det nødvendigt at vælge et andet dykkermål, men så vil man få besked.