Gå på opdagelse på Hack Kampmanns Jagtslot

Sommer 24 | Indenfor er Jagtslottet smukt dekoreret med træudskæringer og kalkmalerier med inspiration fra Mols

Denne nyhed er fra 2024

Leder du efter datoer for 2025? 

Vi opretter i løbet af april og maj sommerens ture. 

Se kommende arrangementer i sommerferien på nationalparkens bookingportal ->

 

Jagtslottet ligger højt i landskabet lidt uden for Rønde og byder på en imponerede udsigt ud over vigen, skovene og Kalø Slotsruin. Man bør dog ikke snyde sig selv for også at se Jagtslottet indefra, hvor slottets vægge er prydet med kalkmalerier og træudskæringer.

I løbet af sommeren tilbyder nationalparken guidede rundvisninger på Jagtslottet og til den nærliggende Karlsladen. Der er rundvisninger udvalgte torsdage og søndage fra maj til september.

 

Jagtslottet, der troner som en lille arkitektonisk perle på toppen af bakken over Kalø Vig, ligner mest af alt en bygning, man ville finde i Alperne. Foto: Nationalpark Mols Bjerge.

 

Kom med på rundvisning

Nationalpark Mols Bjerge arrangerer hen over sommeren guidede rundvisninger på Jagtslottet og den nærliggende Karlsladen, der er en gammel kørelade.

Rundvisningerne guides af nationalparkens frivillige og varer cirka 1,5 time.

Billetter koster 50 kr. og skal bookes på nationalparkbooking.dk, hvor man også finder alle datoer for rundvisninger.

Gå til nationalparkens bookingportal ->

Myter og Mols pryder væggene

Når man træder indenfor på slottet, er man omgivet af kulturhistorie. Se de smukke sale på slottet, hvor væggene er prydet med kalkmalerier og træudskæringer. 

Her har maler og dekoratør Carl Hansen Reistrup udsmykket de fleste rum med smukke motiver af dyr, naturen og fra den nordiske mytologi. I hallen, mødes man således af dværge og Odins søn, Vidar. På førstesalen finder man også livets træ Yggdrasil.

 

Maleren og dekoratøren Carl Hansen Reistrup blev inspireret af naturen ved Mols Bjerge og de nordiske myter, da han malede kalkmalerierne på Jagtslottets vægge. Foto: Nationalpark Mols Bjerge.

 

Fortsætter man videre ind i jagtstuen, er det særligt dyrelivet, der pryder væggene med billeder af rådyr, fugle, egern og grævling.

Den indvendige udsmykning er inspireret af naturen på Mols, således at uanset hvor man kiggede hen - om det var ud af vinduerne eller ind mod væggen - så havde man noget smukt at kigge på.

Det er nationalparkens frivillige, der viser rundt på slottet. På rundvisningen fortæller de blandt andet om motiverne, og om hvordan livet har set ud på Jagtslottet. 

Hack Kampmanns forbindelse til Djursland

Jagtslottet, som blev opført i 1890-1899, er tegnet af den berømte arkitekt Hack Kampmann, der blandt andet også har tegnet Toldboden i Aarhus, Aarhus Teater og Marselisborg Slot. 

 

For arkitekturinteresserede er et besøg til Jagtslottet på Kalø et must, når man besøger Djursland. Foto: Nationalpark Mols Bjerge.

 

Slottet blev opført som sommerresidens for den tyske baron Martin Johan von Jenisch, der dengang ejede Kalø Gods. Familien kom rejsende fra Tyskland med gæster, jagtselskaber og tjenestefolk på ferier og til de store efterårsjagter.

Hack Kampmann er også arkitekten bag flere kendte bygninger i Aarhus: Aarhus Teater, Toldboden i Aarhus og Marselisborg Slot.
Ved de tre projekter fra Aarhus har han dannet makkerpar med maleren og dekoratøren Carl Hansen Reistrup, som han også samarbejdede med i forbindelse med Jagtslottet. En særlig detalje, som findes i Jagtstuens kalkmalerier, er et selvportræt af maleren selv. 

Hack Kampmann er født i 1856 i Ebeltoft Gl. Præstegård. Flere steder på Djursland kan man også i dag opleve hans særlige byggestil. Ud over Jagtslottet har han blandt andet tegnet Ebeltofts gamle toldbod, hvor Glasmuseet i dag bor, og så har han tegnet Strandhuset ved Kalø Slotsruin, hvor nationalparkens sekretariat holder til.

Kørelade med gamle bjælker

Et par hundrede meter fra Jagtslottet ligger Karsladen, der med sit ernorme stråtag og imponerende bjælkekonstruktioner er et unikt eksempel på en gammel kørelade. Her har man kunnet køre ind gennem porten i den ene side, læsse af og fortsætte ud gennem den anden gavl.

 

I dag er Karlsladen indrettet som besøgscenter, hvor der er åbent året rundt. Foto: Nationalpark Mols Bjerge

 

I dag er Karlsladen indrettet som et lille besøgscenter, hvor man kan se de velbevarede egetræskonstruktioner i tre etager, der står som i 1727, da køreladen blev bygget.

Rundvisningerne til Jagtslottet begynder fra Karlsladen, hvorefter man går over til Jagtslottet for at se slottet indefra.