Bliv dus med markfirbenet Albert

Nationalpark Mols Bjerge lancerer en serie af legetøj for at formidle nationalparkens forunderlige dyreverden med markfirben og mariehøneedderkopper

”Vi har en tendens til at forelske os i dyr med blød pels og store udtryksfulde øje, men sandheden er, at de kun er en ganske lille del af den danske dyreverden. Til gengæld rummer den danske natur et gavebord af skønt kryb og kravl, som vi skal lære at elske.”

Sådan siger journalist Nicole Wolter fra Nationalpark Mols Bjerge, der lørdag 25. november 2023 kl. 11 lancerer en serie af legetøj, der netop skal formidle disse små og eventyrlige dyr.

Onkel Reje fra DR Ramasjang giver den gas med Onkel Rejes Skide Skøre Juleshow til lanceringsfesten på Fregatten Jylland.

 

Det sker på Fregatten Jylland i Ebeltoft. Her fyres op under en børnefest uden lige med besøg af DR’s Onkel Reje, der giver sit skide skøre juleshow, efter en præsentation af børneseriens hovedperson, markfirbenet Albert og hans gode ven mariehøneedderkoppen.

Tegnekonkurrence med Albert

Tegn Albert med hans personlige juletræ

Tegnekonkurrence om at tegne den flotteste Albert med hans personlige juletræ – og vind hele Albert-børneserien. Der er præmier til de tre bedste bud.
Skriv navn, alder, adresse og mailadresse på bagsiden – og send tegningen pr. post eller put den i postkassen hos Nationalpark Mols Bjerge, Molsvej 29, 8410 Rønde. Eller send på mail til niwol@danmarksnationalparker.dk inden mandag 11. december kl. 12.

Lyt og tegn i konkurrence

Derudover skyder nationalparken en tegnekonkurrence i gang, hvor alle børn kan vinde hele Albert-børneserien ved at tegne markfirbenet Albert og hans personlige juletræ.

Man kan også tage på biblioteket til højtlæsning for de yngste af bogen ”Den dag Albert blev væk”. Det sker torsdag 30. november kl. 10 i Maskinrummet på BMA på Maltfabrikken i Ebeltoft. Her kan børnene også møde mariehøneedderkoppen i en blød udgave.

De søde og sjove tøjdyr er fremstillet i 100 procent genanvendeligt materiale. For hvert solgt produkt går der fem kroner til et naturprojekt, der kommer nationalparkens virkelige markfirben og mariehøneedderkopper til gode.

 

Og hvis nogen skulle være i tvivl, så jo… børn elsker markfirben og mariehøneedderkopper.

”Vi voksne kan have en tendens til at synes, at kryb og kravl er ulækkert – og vi har det med at give vores egen forskrækkelse videre til vores børn. Men børnene synes, markfirbenet er en sej superhelt. Det ved vi fra to workshops med børn. Markfirbenet Albert er lynhurtig og smider halen, hvis der er nogen efter ham. Naturen er skam alvor, men også en vidunderlig verden, hvor virkeligheden tit overgår fantasien,” siger Nicole Wolter.

For hvert solgt produkt i børneserien går der fem kroner til et naturprojekt, der kommer nationalparkens virkelige markfirben og mariehøneedderkopper til gode.

Bliv dus med Albert

Det er ikke uden grund, nationalparkens bestyrelse og råd har valgt det fredede markfirben til nationalparkens signaturdyr.

Alle de dyr, markfirbenet Albert møder i bogen ”Den dag Albert blev væk”, lever i virkelighedens nationalpark. I bogen optræder de med deres rigtige artsnavne, så Kæmpefluen Harald og Rødbenet Ninja er ikke dyrenavne, der er opfundet til lejligheden. De lever faktisk derude.

 

Man kan faktisk få det lynhurtige lille dyr at se på gåtur i nationalparken, hvis man har øjnene med sig.

Derudover egner nationalparkens naturtype sig fortræffeligt til det lille markfirben – og også til en lang række andre og meget sjældne dyr som eksempelvis mariehøneedderkoppen.

”Sådan groft sagt fortæller den slags natur, vi har, også om hvilke dyr vi har. Det er det, man kalder et habitat. Det er et egnet levested for en plante- eller dyreart. Haveejere ved jo også godt godt, det ikke er ligegyldigt, hvor man planter sin rhododendron,” siger Nicole Wolter.

Sådan er det også med dyr. Markfirbenet skal have sand og meget sol helt ned til jordoverfladen for at leve godt – og det har nationalparken blandt andet på de solrige overdrev i Mols Bjerge, der var udpegningsgrundlaget for nationalparken.

”Derfor er markfirbenet et glimrende signaturdyr, der med sine egenskaber fortæller om netop vores allermest kendte naturtype,” siger hun.

Find forhandlere af børneserien om markfirbenet Albert på nationalparkmolsbjerge.dk

Program

Mød Albert og hans venner

Lanceringsfest med præsentation af Albert-serien og besøg af Onkel Reje lørdag 25. nov. 2023 kl. 11-12.15 på Fregatten Jylland i Ebeltoft.
Onkel Reje optræder med sit skide skøre juleshow med musik og glade sange – dem, der handler lidt om jul, og dem, der handler om mormor, prutter og om ikke at kunne lide at gå i bad... og så er der gaver, magi og højt humør. Med sig har han Onkel Reje-danserne, der kan spjætte, hoppe og danse.

Fri entré. Begrænset antal billetter – først-til-mølle. Tilmelding på majmp@danmarksnationalparker.dk.
Fregatten Jylland giver i dagens anledning gratis adgang til museet for børn u. 18 år hele dagen.

Lyt til Alberts eventyr i naturen

Højtlæsning for de yngste af bogen ”Den dag Albert blev væk” torsdag 30. nov. 2023 kl. 10 på BMA på Maltfabrikken i Ebeltoft / Maskinrummet – og mød en sød mariehøneedderkop og prøv det nye billedlotteri, som hører til bogen.
Fri entré. Tilmelding ikke nødvendig.

Tegn Albert med hans personlige juletræ

Tegnekonkurrence om at tegne den flotteste Albert med hans personlige juletræ – og vind hele Albert-børneserien. Der er præmier til de tre bedste bud.
Skriv navn, alder, adresse og mailadresse på bagsiden – og send tegningen pr. post eller put den i postkassen hos Nationalpark Mols Bjerge, Molsvej 29, 8410 Rønde. Eller send på mail til niwol@danmarksnationalparker.dk inden mandag 11. december 2023 kl. 12.

Forhandlere af Albert-serien

Hanne Sloth Mode i Ebeltoft (Adelgade 1, 8400 Ebeltoft)

Fuglsøcentret i Mols Bjerge (Dragsmurvej 6, 8420 Knebel)

Bogen kan også købes direkte hos sekretariatet i Strandhuset ved Kalø Slotsruin.
Adressen er Molsvej 29, 8410 Rønde. Bogen kan købes via Mobilepay i åbningstiden (mandag, tirsdag og torsdag mellem kl 9.00-14.00).