Denne nyhed er fra 2023
Leder du efter datoer for 2025?
Vi opretter i løbet af april og maj sommerens ture.
Se kommende arrangementer i sommerferien på nationalparkens bookingportal ->
Paketskibet Skødshoved fragtede en gang gods, post og mennesker mellem Aarhus og Ebeltoft. I dag er paketskibe blevet et sjældent syn, men i din sommerferie har du mulighed for at hoppe ombord på Danmarks sidste paketskib.
Det sker, når paketskibet Skødshoved stævner ud fra Nappedam Lystbådehavn eller Ebeltoft, og ombord på skibet vil en af Nationalpark Mols Bjerges guider fortælle jer om det, I oplever undervejs.
På sejlturen får man mulighed for at opleve et stykke Danmarkshistorie og den særlige stemning til havs med hygge, havvand, tjære og gammelt træværk.
Spot en sæl
På sejlturen fra Nappedam Lystbådehavn er der gode chancer for at se sæler, og med en kikkert i hånden kan man rigtig studere dem. På gode dage kan man endda være heldig, at sælerne svømmer helt tæt på.
På samme tur kan man også opleve Kalø Slotsruin fra søsiden og se Rønstenen, der er den største kendte sten i Nationalpark Mols Bjerge med en vægt på omkring 54 ton.
Vores anden sejltur, hvor vi stævner ud fra Ebeltoft Fiskerihavn, byder også på store naturoplevelser. Dele af Ebeltoft Vig er udlagt som vildtreservat for at passe på havfuglene, og på sejlturen er der gode muligheder for at opleve vadefugle, og der er nogle gange også marsvin at se. Derudover kan man få fornemmelsen af, hvordan det har været at ankomme til den gamle søkøbstad Ebeltoft.
Langfart langs kysten
Er man rigtig vild med livet til søs, så kan man også komme med på langfart. Det sker seks gange i løbet af sommerferien, når Skødshoved skal skifte havn og sejler fra Nappedam til Ebeltoft eller omvendt.
På den seks timer lange sejltur oplever man Nationalparkens kyster og sejler forbi Helgenæs, Mols, Sletterhage Fyr, Skødshoved og Kalø Slotsruin. Da det er en langtur, ender skibet et andet sted, end det stævnede ud. Man kan vælge at tage bus 123 tilbage, og det tager cirka en halv time.
På alle sejlturene gælder det, at der selv på en varm sommerdag kan være overraskende koldt på vandet. Så det er vigtigt at huske varmt tøj og eventuelt kikkert og kamera. Billetter til sejlturene bookes på nationalparkbooking.dk