Høengene var tidligere helt essentielle for landbruget, når man skulle skaffe foder til dyrene for vinteren. Sådan er det ikke længere, men høengene er stadig vigtige, da de giver levesteder for mange arter af planter og vilde dyr.
Derfor er det vigtigt, at vi fortsat plejer vores enge, så de ikke forsvinder, og til høslætsdagen lærer man om vedligeholdelse og genskabning af høengene.
Nationalpark Mols Bjerge inviterer i samarbejde med ejerne af den helt særlige kulturhistoriske ejendom, Holmegaard, og Nordisk Kulturlandskabsforbund til en temadag om at genskabe og vedligeholde høengene.
Arrangementet er for hele familien og alle, der ikke er bange for at få sved på panden og har lyst til at opleve, hvordan en gammel landbrugstradition møder nutidens ønske om at øge biodiversiteten.
Arrangementet finder sted på Holmegaard lørdag den 29. juli kl 10.00-16.00.
Tag din gamle le med
På høslætsdagen foregår på det den helt gammeldags manér med leslåning og bjergning af høet.
Leen er et af de ældste redskaber, og på engen, hvor der er for fugtigt til moderne maskiner, er leen helt nødvendig. Så hvis man har en gammel le stående i laden, opfordres man til at tage den med, ligesom man også meget gerne må medbringe river til at rive høet sammen med.
Le-ekspert Jens Peter Mølgaard vil så dele ud af sin viden og lære fra sig om skærpning af leen, og hvordan man bruger leen. Flemming Nielsen, formand for Nordisk Kulturlandskabsforbund, vil også fortælle om høengenes funktion før og nu. Høstdagen slutter af med kaffe, kage og rundvisning på Holmegaard.
Billetter kan bookes på nationalparkbooking.dk.
Høslætsdag 2023 aflyst
Høslætsdagen blev desværre aflyst på grund af regn.
