Tydelige træk i Nationalpark Mols Bjerges landskab vidner om, at det er istidsskabt.
De sidste 2,5 millioner år har kolde istider afløst varme mellemistider. Når kulden kom, voksede gletsjerne i Skandinavien og bredte sig til lavere liggende områder som f.eks. Danmark. Når de varme istider kom, trak isen sig tilbage igen. Under denne konstante forandring over årtusinder blev Nationalparkens landskab skabt.
Mest markant er de halvcirkel-formede såkaldte randmorænebakker, der står omkring Kalø Vig og Ebeltoft Vig. De vidner om, at netop her stoppede isen, hvorefter den smeltede bort. Bakkerne består derfor af det materiale, isen skubbede foran sig, og som den lod tilbage, da den forsvandt.
Især to isfremstød skiller sig ud. I slutningen af sidste istid, kaldet Weichsel-istiden, kom isen fra nordøst, og hovedfremstødet nåede frem til det centrale Jylland. Da stod en blok af is op over Helgenæs, Mols Bjerge og omkring Rønde. For ca. 18.000 år siden kom isen på ny. Denne gang gik den i første omgang en bue uden om os, hvorefter nåede os fra sydøst. Dette Ungbaltiske Isfremstød efterlod de markante randmorænebuer om Kalø Vig og Ebeltoft Vig, som vi kender dem i dag.
Sten og dødis
Isen efterlod også tonsvis af sten, der i dag rummer en fascinerende historie om en rejse fra nære og fjernere egne.
Kinnediabas, rombeporfyr og larvikit kommer fra faste fjelde mod nord og nordøst, og østersøkvartsporfyrer og sandsten kommer fra øst og sydøst. Det er såkaldte ledeblokke, som isen har haft med sig.
Nationalparken har smeltevandssletter og -slugter, men mest markant nogle karakteristiske kratere i landskabet. Når isen forsvandt bort, var det voldsomt, og isblokke knækkede af og lå døde hen i landskabet og smeltede over flere årtusinde. Det gav disse markante lavninger i landskabet kaldet dødishuller. Mest kendt er Tinghulen i Mols Bjerge.
Stenalderhav og kystskrænter
Tyngden af istidens kilometertykke is var enorm, og mængden af vand ubegribelig. Det betød, at havet efter afsmeltningen for ca. 8.000 år siden stod tre-fire meter højere end nu, og fjorde og vige skar sig ind i landet. Stenalderhavet stod så højt, at lavt liggende området stod under vand.
Men uden isens vægt begyndte landet at hæve sig, og havniveauet faldt til den kystlinje, vi kender i dag. Den udvikling er tydelig at se i Nationalparken. Her er mange kystskrænter inde i landet. De er ofte genkendelige på deres flade marine forland med rester af skaller.
... og under os hæver landet sig stadig - lettere uden isens tryk.
Læs mere:
Tidsskrift for Geologi (2010) med artiklen "Istidslandskabet omkring Nationalpark Mols Bjerge" af Michael Houmark-Nielsen - her