Oplev livet ombord på Danmarks sidste paketskib

30-05-2023

Mærk vinden i håret, lyt til de brusende bølger og det knirkende træskib og duft havet og tjæren på en sejltur med Nationalpark Mols Bjerge

Paketskibet Skødshoved fragtede en gang gods, post og mennesker mellem Aarhus og Ebeltoft. I dag er paketskibe blevet et sjældent syn, men i din sommerferie har du mulighed for at hoppe ombord på Danmarks sidste paketskib.

Det sker, når paketskibet Skødshoved stævner ud fra Nappedam Lystbådehavn eller Ebeltoft, og ombord på skibet vil en af Nationalpark Mols Bjerges guider fortælle jer om det, I oplever undervejs.

På sejlturen får man mulighed for at opleve et stykke Danmarkshistorie og den særlige stemning til havs med hygge, havvand, tjære og gammelt træværk.

Spot en sæl

På sejlturen fra Nappedam Lystbådehavn er der gode chancer for at se sæler, og med en kikkert i hånden kan man rigtig studere dem. På gode dage kan man endda være heldig, at sælerne svømmer helt tæt på.

På samme tur kan man også opleve Kalø Slotsruin fra søsiden og se Rønstenen, der er den største kendte sten i Nationalpark Mols Bjerge med en vægt på omkring 54 ton.

Foto: Susanne Mejlgaard

Vores anden sejltur, hvor vi stævner ud fra Ebeltoft Fiskerihavn, byder også på store naturoplevelser. Dele af Ebeltoft Vig er udlagt som vildtreservat for at passe på havfuglene, og på sejlturen er der gode muligheder for at opleve vadefugle, og der er nogle gange også marsvin at se. Derudover kan man få fornemmelsen af, hvordan det har været at ankomme til den gamle søkøbstad Ebeltoft.

Langfart langs kysten 

Er man rigtig vild med livet til søs, så kan man også komme med på langfart. Det sker seks gange i løbet af sommerferien, når Skødshoved skal skifte havn og sejler fra Nappedam til Ebeltoft eller omvendt.

På den seks timer lange sejltur oplever man Nationalparkens kyster og sejler forbi Helgenæs, Mols, Sletterhage Fyr, Skødshoved og Kalø Slotsruin. Da det er en langtur, ender skibet et andet sted, end det stævnede ud. Man kan vælge at tage bus 123 tilbage, og det tager cirka en halv time.

På alle sejlturene gælder det, at der selv på en varm sommerdag kan være overraskende koldt på vandet. Så det er vigtigt at huske varmt tøj og eventuelt kikkert og kamera. Billetter til sejlturene bookes på nationalparkbooking.dk

Foto: Susanne Mejlgaard

I løbet af sommeren er der mulighed for at komme på fire forskellige sejlture med Nationalparken.

En times-sejltur og en langfart stævner ud fra henholdsvis Nappendam Lystbådehavn og Ebeltoft Fiskerihavn i de forskellige uger. 

Læs mere om de forskellige ture her 

Book billetter her 

Med paketskib på Ebeltoft Vig

I lige uger sejler Skødshoved på Ebeltoft Vig hver tirsdag, onsdag, torsdag og fredag kl. 14 og 15.30 fra den 27. juni 2023 til og med 11. august 2023.

Sejturene varer cirka en time. Pris: Voksne 150 kr. Børn under seks år 50 kr.

Sælsafari med veteranskibet Skødshoved

I ulige uger stævner Skødshoved ud på sælsafari fra Nappedam Lystbådehavn hver tirsdag, onsdag, torsdag og fredag kl. 14 og 15.30. Første sejltur er 4. juli 2023 og sidste er 18. august 2023.

Sejturene varer cirka en time. Pris: Voksne 150 kr. Børn under seks år 50 kr.

Langs Nationalparkens kyster

Man kan komme på langfart mellem Nappedam Lystbådehavn og Ebeltoft den 2. juli, 9. juli, 16. juli, 23. juli, 30. juli og 6. august 2023.

Sejturene varer cirka seks timer. Pris: Voksne 300 kr. Børn under seks år 70 kr.