Oplev Hack Kampmanns jagtslot indefra

24-05-2023

Indenfor er Jagtslottet smukt dekoreret med træudskæringer og kalkmalerier med inspiration fra Mols

Jagtslottet ligger højt i landskabet lidt uden for Rønde og byder på en imponerede udsigt ud over vigen, skovene og Kalø Slotsruin. Man bør dog ikke snyde sig selv for også at se Jagtslottet indefra, hvor slottets vægge er prydet med kalkmalerier og træudskæringer.

I løbet af sommeren tilbyder Nationalparken guidede rundvisninger på Jagtslottet og til den nærliggende Karlsladen. Den første rundvisning kan man komme med på søndag 11. juni.

Myter og Mols pryder væggene

Indenfor har maler og dekoratør Carl Hansen Reistrup udsmykket de fleste rum med smukke motiver af dyr, naturen og motiver fra den nordiske mytologi.

Når man træder ind i hallen, mødes man således af dværge og Odins søn Vidar. På førstesalen finder man også livets træ Yggdrasil. Fortsætter man videre ind i jagtstuen, er det særligt dyrelivet, der pryder væggene med billeder af rådyr, fugle, egern og grævling.

Den indvendige udsmykning er inspireret af naturen på Mols, således at uanset hvor man kiggede hen - om det var ud af vinduerne eller ind mod væggen - så havde man noget smukt at kigge på.

Det er Nationalpark Mols Bjerges frivillige, der viser rundt på slottet, og på den guidede tur fortæller de blandt andet om motiverne, og om hvordan livet har set ud på Jagtslottet.

Jagtslottet blev opført i 1898-1899 af den tyske familie Jenisch, der ejede Kalø gods i årene fra 1824 til 1945. Den tyske baron Martin Johan Von Jenisch brugte det lille slot som sommer- og jagtresidens. Familien kom rejsende fra Tyskland med gæster, jagtselskaber og tjenestefolk på ferier og til de store efterårsjagter.

Hack Kampmanns forbindelse til Djursland

Det lille slot er tegnet af arkitekten Hack Kampmann, som også er arkitekten bag flere kendte bygninger i Aarhus. Han har blandt andet tegnet Aarhus Teater, Toldboden i Aarhus og Marselisborg Slot.

Ved de tre projekter fra Aarhus har han dannet makkerpar med maleren og dekoratøren Carl Hansen Reistrup, som han også samarbejdede med i forbindelse med Jagtslottet. En særlig detalje, som findes i Jagtstuens kalkmalerier, er et selvportræt af maleren selv.

Tegning af Jagtslottet

Hack Kampmann er kendt for sine bygninger i Aarhus, men den berømte arkitekt stammer fra Djursland og blev født i Ebeltoft Præstegård i 1856. Flere steder på Djursland kan man også i dag opleve hans særlige byggestil. Ud over Jagtslottet har han blandt andet tegnet Ebeltofts gamle toldbod, hvor Glasmuseet i dag bor, og så har han tegnet Strandhuset ved Kalø Slotsruin, hvor Nationalpark Mols Bjerges sekretariat holder til.

Kørelade med gamle bjælker

Et par hundrede meter fra Jagtslottet ligger den fredede Karsladen, der med sit ernorme stråtag og imponerende bjælkekonstruktioner er et unikt eksempel på en gammel kørelade. Her har man kunne køre ind gennem porten i den ene side, læsse af og fortsætte ud gennem den anden gavl.

I dag har man i Karlsladen indrettet et lille besøgscenter, hvor man kan se de velbevarede egetræskonstruktioner i tre etager, der står som i 1727, da køreladen blev bygget.

Rundvisningerne til Jagtslottet begynder fra Karlsladen, hvorefter man går over til Jagtslottet for at se slottet indefra.

Vil man deltage på en af de guidede rundvisninger til Jagtslottet, bestiller man billet på Nationalparkens bookingportal www.nationalparkbooking.dk. Rundvisningen varer cirka 1,5 time og koster 50 kr.

Fakta

Nationalpark Mols Bjerge arrangerer hen over sommeren guidede rundvisninger på Jagtslottet og den nærliggende Karlsladen, der er en gammel kørelade

Rundvisningerne guides af Nationalparkens frivillige og varer cirka 1,5 time

Billetter koster 50 kr. og kan bookes på nationalparkbooking.dk

Datoer for rundvisninger

Juni

11/6, 25/6 og 29/6

Kl 14.00-15:30

Juli

6/7, 13/7,  20/7 og 27/7

Kl 14:00-15:30

August

10/8, 20/8 og 27/8

Kl 14:00-15:30

To rundvisninger 20/8: kl 11.00 - 12.30 og kl 14.00 - 15.30

September

10/9 og 24/9

Kl 14:00-15:30