Formidlingstogt sætter fokus på havmiljøet i Kattegat
13-04-2023Skoleelever, lærere, politikere og kommunale forvaltninger sætter i hele uge 16 spot på havmiljøet i den vestlige del af Kattegat. Det sker, når projekt ’Hovedet i Havet’ i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge besøger Ebeltoft havn med Aarhus Universitets forskningsskib, Aurora

Der er lagt op til levende undervisning, målrettet formidling, nødvendige diskussioner og underholdning, når forskningsskibet Aurora mandag 17. april stævner ud af Aarhus havn med kurs mod Ebeltoft.
Hele uge 16 bliver Aurora det flydende klasselokale for skoleelever og naturfagslærer, der lokalt har tilknytning til Aarhus Bugt. Derudover inviteres offentligheden, beslutningstagere og politikere med ombord.
Det samlede mål er at øge interessen for det havmiljø, der omgiver hele Danmark og blive klogere på, hvad vi sammen kan gøre for at få mere liv i Kattegat og de andre indre danske farvande.
Et togt i oplysningens tjeneste
De indre danske farvande har det skidt. En høj belastning med næringsstoffer kombineret med andre miljømæssige udfordringer fører til årlige iltsvind og dårlige bundforhold, der påvirker planter og dyr.
Videnskabsfolk fra Aurora, dygtige formidlere og engagerede projektfolk sætter nu problemerne i havmiljøet på skoleskemaet. Og med lidt held også på den politiske dagsorden.
Hele ugen er der mulighed for at se fotoudstillingen, hvor dykkere tager os med under havoverfladen med deres bedste fotos. Foto: Niels-Søren Bøgh.
”Det er en stor fornøjelse, at vi under dette års togt med Aurora arbejder tæt sammen med mange ildsjæle fra bl.a. Nationalpark Mols Bjerge og kommunerne rundt om den vestlige del af Kattegat. Vi vil fortælle så mange som muligt, hvor vigtigt det er at passe på den naturtype, vi finder under havets overflade – en verden der normalt er skjult for de fleste,” fortæller projektkoordinator Signe Brokjær, der er leder af togtet.
Nationalpark Mols Bjerge ser frem til at dykke ned i havets verden i en hel uge.
”I nationalparken arbejder vi for at styrke naturindholdet i de kystnære havområder, og vi håber med en uge i havets tegn, at vi i fællesskab kan sætte et øget fokus på havmiljøet,” siger Thomas Stampe Petersen, som er natur- og projektmedarbejder i Nationalpark Mols Bjerge.
Program for ugen
Mere en 500 skoleelever, gymnasieelever og naturfagslærere fra Syddjurs Kommune kommer ombord på forskningsskibet Aurora. Det sker som en del af et længere undervisningsforløb om det marine miljø, hvor eleverne og lærerene får et grundigt indblik i, hvordan livet under havoverfladen har det.
Seks 7. klasser og to 9. klasser kommer onsdag 19. april forbi Aurora til tre worksshops om havmiljøets tilstand. Foto: Hovedet i Havet, Aarhus Universitet.
- Tirsdag den 18. april kl 18.30-21.00
Her inviterer Nationalpark Mols Bjerge og Hovedet i Havet til en offentlig paneldebat på skibets agterdæk. Fagfolk, politikere, brugere af havet, NGO’er debatterer miljøtilstanden i den østjyske del af Kattegat, og hvad der skal til for at forbedre biodiversiteten. Debatten er åbent for alle og der er gratis adgang.
Hvordan ser det ud i Aarhus Bugt? Det vil paneldeltagere debattere til den offentlige debat tirsdag aften. Foto: Hovedet i Havet, Aarhus Universitet.
- Onsdag den 19. april kl 17-20
Her stævner borgmestre, miljøchefer og universitetsledelse ud sammen for at stille skarpt på havets tilstand og vigtigheden af et samarbejde mellem Universitetet, kommuner og Nationalparker. Borgmestre og miljøchefer fra Syddjurs, Aarhus, Norddjurs, Odder, Horsens, Samsø og Hedensted Kommuner er inviteret til at deltage denne aften. De syv kommuner har netop igangsat en koordineret indsats for et bedre havmiljø i den vestlige del af Kattegat under overskriften ”Havsamarbejdet”.
- Torsdag den 20. april kl 16.30-21.00
Vi holder åbent skib på Ebeltoft Havn. Her kulminerer alle aktiviteterne i en festlig eftermiddag og aften. Der bliver mulighed for at se, smage, dufte og røre ved havet, møde Hovedet i Havets dygtige formidlere, se fotoudstilling med smukke marine fotos, få rundvisning på forskningsskibet, smage lækre smagsprøver fra havet tilberedt over åben ild.
Der bliver mulighed for at se, smage, dufte og røre ved havet. Foto: Hovedet i Havet, Aarhus Universitet.
Klokken 19:00 går det Aarhusianske band Total Hip Replacement på dækket og får hele skibet og kajen til at gynge med et brag af en koncert. Total Hip Replacement afbryder deres Tysklandsturné for at spille denne helt særlige koncert i Ebeltoft.

Forskningskibet Aurora ligger ved havnevej i trafikhavnen i Ebeltoft.
Projekt Hovedet i Havet er støttet af Nordea-Fonden. Læs mere om projekt Hovedet i Havet, Aarhus Universitet på her.