Ekspert fra TV graver i fortiden

05-01-2023

Hør om jagten på ukendte familier og slægtshistorier, når Nationalpark Mols Bjerge inviterer til foredrag med Adam Jon Kronegh kendt fra DR-serien ”Forsvundne arvinger”

Adam Jon Kronegh er kendt fra tv-serien ”Forsvundne arvinger” fra DR. Foto af Sigurd Høyen.

Rigsarkivet er et skatkammer af gemte eller glemte historier om alle danskere fra de sidste 200 år.

Det ved ingen bedre end arkivar ved Rigsarkivet Adam Jon Kronegh, der gik fra Rigsarkivets støvede gange til at være en del af en stor tv-produktion på DR’s udsendelse ”Forsvundne arvinger”.

Kom og vær med, når Nationalpark Mols Bjerge inviterer Adam Jon Kronegh til at fortælle om, hvilke historiske mysterier han har været med til at løse og om at falde over de mest eventyrlige opdagelser ved rene tilfælde. Foredraget foregår på kulturhotellet i Rønde 18. januar 2023.

Detektivjagt

Som arkivar har Adam Jon Kronegh i mange år arbejdet med arkivundersøgelser, og han er tidligere tovholder for Rigsarkivets afdeling, der arbejder med “dokumentationsundersøgelser” for eksempel arvingsundersøgelser.

I en arvingsundersøgelse kan Rigsarkivet hjælpe med at finde ukendte børn, søskende og andre familiemedlemmer til afdøde personer. Det sker blandt andet i forbindelse med verserende arvesager. For at finde slægtninge til afdøde personer undersøger Rigsarkivet for eksempel kirkebøger, jordemoderprotokoller og folkeregisterkort.

Det er netop denne viden og tilgang, som Adam Jon Kronegh også bruger i sin detektivjagt i tv-serien ”Forsvundne arvinger”.

Bliv klogere på din egen familie

I forbindelse med foredraget kan interesserede også dykke ned i deres egen slægtshistorie. Den 10. og 24. januar tilbyder Nationalpark Mols Bjerge slægtsforskningskurser på Rønde Bibliotek. Her kan deltagerne få tips til selv at komme i gang med at skrive deres slægtshistorie og hvordan man opbygger den.

”Man kan søge efter sine fætre, grankusiner eller finde slægtninge over hele verdenen,” siger tidligere bibliotekar Kathrine Tobiasen, som vil hjælpe deltagerne på kurserne godt i gang med slægtsforskning.

SlægtsforskningskursusIfølge Kathrine Tobiasen er slægtsforskning er bare et klik væk. Hun holder kurser i slægtsforskning blandt andet på højskoler. Foto: Kathrine Tobiasen.

Gå på jagt i fortiden i januar

Foredrag med Adam Jon Kronegh

Dato: 18. januar 2023

Sted: Kulturhotellet i Rønde, Hovedgaden 10, Rønde

Pris: 150 kroner

Book din billet her


Slægtsforskningskurser

Dato: 10. og 24. januar 2023

Sted: Rønde bibliotek, Skolevej 12, Rønde

Pris: 25 kroner

Book din billet her

Læs mere om slægtsforskningskurserne her