Peitersen og Reddersen er vilde med sten

19-06-2022

Biolog Jens Reddersen tager maleren Erik Peitersen med rundt til de store sten i Nationalpark Mols Bjerge i ny serie, der vises på TV2 Østjylland.

I afsnit to besøger Erik Peitersen og Jens Reddersen ”Forpagtervejens Dysse” og diskuterer formålet med de ældgamle ”skålgruber”, de netop har fundet på toppen af dækstenen.

For nylig sluttede Erik Peitersens treårige kunstprojekt ”Outdoor” i Rønde. Her arbejdede kunstneren og tv-manden i tre år på sit store landskabs- og historiemaleri af Nationalpark Mols Bjerge, hvor han lag på lag malede sig gennem de sidste 18.000 år, fra istid til nutid.

I maj sidste år var Erik Peitersen nået til at male bonde- og dyssestenalder, og det var anledningen til at nationalparkens biolog Jens Reddersen, inviterede ham på en tur rundt i området ved Rønde og Kalø for at se på de store sten, der alle er blevet bragt til området af istidens store gletsjere.

Det er blevet til en ny serie på fire afsnit, der nu sendes på TV2 Østjylland. Nogle af stenene i serien er fornylig fundet i jorden, mens andre er sten, som bondestenalderens bønder slæbte sammen til bygning af nationalparkens mange flotte stendysser. Fælles for stenene er, at de alle har historier at fortælle.

Fra Kolå-dyssen til Røndes bytorve

I første afsnit besøger Erik Peitersen og Jens Reddersen Kolå-dyssen med den flotte store kreds af randsten, og som ligger nær å, skov og hav.

Her lader de fantasi og facts blande sig i et forsøg på at forstå, hvad der fik vores forfædre for 5.500 år siden til at forlade jagt, fiskeri og landbrug for at slæbe tonstunge sten sammen. Var det for at bygge et gravkammer, kultsted eller noget helt tredje? Og hvordan så landskabet ud, da de blev bygget?

I de efterfølgende afsnit går turen forbi Forpagtervejs-dyssen med de mystiske skåltegn og den hemmelige og kæmpestore Kalø Kæmpedysse.

I sidste afsnit vender de tilbage til Røndes bytorve til Rønde Øjesten og Kæmpesten. De to store jordfundne sten er fornylig placeret på Røndes bytorve lige ved siden af Erik Peitersens store maleri, hvorved der bindes en knude på turen rundt i Nationalparken.

De fire afsnit bliver sendt på TV2 Østjylland fra den 21. juni. Afsnittene vil efterfølgende også være tilgængelige på nationalparkens hjemmeside.

Fakta

Serien ”Vild med sten” er i fire afsnit og kan ses på TV2 Østjylland

Sendetider:

Kolå-dyssen: 21.06.22 kl. 20 og 22.15 og 22.06.22 kl. 21.25

Forpagtervejens dysse: 28.06.22 kl. 20 og 22.15 og 29.06.22 kl. 21.25

Kalø kæmpedysse: 05.07.22 kl. 20 og 22.15 og 06.07.22 kl. 21.25

Kæmpesten og øjesten 12.07.22 kl. 20 og 22.15 og 13.7.22 kl. 21.25

Vær opmærksom på, at der kan forekomme ændringer i sendetidspunkterne.