Oplev Ellen Dahls historiske sommerhus

29-08-2022

Få et sjældent kig inden for i Ellen Dahls historiske sommerhus, når Nationalpark Mols Bjerge inviterer til foredrag om Ellen Dahl søndag den 18. september.

Morten Vilhelm Keller, der er grandnevø til Ellen Dahl og Karen Blixen, fortæller om Ellen Dahl.

Ellen Dahl, der var lillesøster til Karen Blixen, havde et helt særligt forhold til Mols, og hendes for datiden moderne natursyn har haft stor betydning for områdets naturbevarelse.

I 1951 skænkede hun således et stort naturområde med tilhørende ejendomme Nedre Strandkær og Husmandsstedet til Naturhistorisk Museum, som i dag driver Molslaboratoriet på stedet.

Ellen Dahl beholdt dog sit sommerhus, kaldet Lille Strandkær, der er tegnet af arkitekten Egil Fischer og opført i 1929. Sommerhuset ejes den dag i dag stadig af familien, og søndag den 18. september har man en sjælden mulighed for at komme indenfor.

Her inviterer Nationalpark Mols Bjerge nemlig til en dag med foredrag og musik omhandlende Ellen Dahls forfatterskab og liv efterfulgt af en omvisning i Ellen Dahls stemningsfulde sommerhus.

Foredrag og flamenco

Til foredraget kan man høre fotograf og skribent Morten Vilhelm Keller fortælle om Ellen Dahls forfatterskab, livshistorie og hendes betydning for bevarelsen af naturen på Mols.

Morten Vilhelm Keller har skrevet bogen Ellen Dahl, Mols og Litteraturen, og så er han grandnevø til Ellen Dahl og Karen Blixen og er siden sin barndom kommet på Mols.

Herefter fortæller biolog Henning Petersen om Molslaboratoriets oprettelse og historie op til i dag, og så vil dagen byde på et musikalsk indslag med flamencoguitaristen Jens Viggo Fjord, som har skrevet nogle kompositioner over Ellens Dahls digtcyklus Vejrdage.

Skuespiller Karen Nynne Nørlund giver dertil en introduktion til det kommende teaterstykke ”Sommerhuset på Mols” om søstrene Ellen Dahl og Karen Blixen, som kan opleves på Syddjurs Egnsteater.

Foredraget foregår i Molslaboratoriets lokaler ved Nedre Strandkær. Der vil blive serveret kaffe og kage i pausen, og efter foredraget er der mulighed for en omvisning i det nærliggende sommerhus. Billetter til arrangementet skal bookes på nationalparkbooking.dk

Fakta

Foredrag om Ellen Dahl og Mols

  • Søndag den 18. september kl. 13-17
  • Adresse: Molslaboratoriet, Strandkærvej 6, 8400 Ebeltoft
  • Pris: 200 kr.
  • Billetter bookes på nationalparkbooking.dk