Kunstværker med inspiration fra Nationalparken udstilles på Havmøllen

16-06-2022

Kunstværkerne af malet af Danske Kunstnere for Natur og Miljø under et besøg i Nationalpark Mols Bjerge.

Jernhatten. Akvarel af Ulf Løbner-Olesen.

De bølgende bakker, vigene og Jernhattens skråninger. Nationalpark Mols Bjerges natur er betagende og tiltrækker mange besøgende, og i 2019 tiltrak den også kunstnergruppen Danske Kunstnere for Natur og Miljø (DANE).

Det blev til en række værker, der i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge for nylig blev udgivet i en kunstbog. Udvalgte af disse værker kan opleves udstillet fra den 23. juni til den 17. juli i det nyrenoverede formidlingsrum på Havmøllen ved Jernhatten mellem Ebeltoft og Grenå.

DANEudstillingen åbnes ved en fernisering den 23. juni kl. 15.30, der er åben for alle. Efter åbningen er mulighed for selv at opleve den natur, som kunstnerne blev inspirerede af, når Nationalpark Mols Bjerge inviterer på en guidet vandring på den nærliggende Jernhatten, hvor en del af værkerne er blevet til.

Kunstnergruppe med et formål

DANE er en kunstnergruppe, som brænder for dansk natur og naturbevarelse. Kunstnerne ønsker ved at skildre naturens skønhed at bidrage til at åbne befolkningens øjne for den mangfoldighed og biodiversitet, der er i vores landskaber.

Derfor samles de hvert år for at skildre et af Danmarks naturområder. I 2019 var turen altså kommet til Mols Bjerge, der havde æren af at have besøg af gruppen. Under deres ophold frembragte kunstnerne – ude i det store landskab med den særlige og sjældne natur – en række smukke naturkunstværker.

Værkerne fra de 18 naturkunstnere blev siden til bogen ”Nationalpark Mols Bjerge - Danske Kunstnere for Natur og Miljø”, hvoraf udvalgte værker nu udstilles på Havmøllen.

For et par år siden gennemgik Havmøllen en gennemgribende renovering for at blive et kulturcentrum med mange spændende tilbud, der ikke kun skulle styrke lokale fællesskaber og foreninger, men også have fokus på at bevare den enestående natur ved at oplyse omkring den.

Derfor lå en udstilling af udvalgte værker fra kunstnergruppen DANE også lige til højrebenet. Udstillingen åbnes torsdag den 23. juni ved en fernisering kl. 15.30.

Fernisering og guidet vandring

Efter ferniseringen kan man komme med biolog og naturformidler ved Naturhistorisk Museum, Jens Thorving Andersen, på en vandring på Jernhatten.

På trods af sin relativt unge alder har Jens mange års erfaring med og stort kendskab til nationalparkens unikke arter og fandt i 2018 under et feltophold en helt ny hvepseart i Basballe nær Femmøller.

På turen til Jernhatten vil der være rig lejlighed til at lære om Jernhattens helt særlige natur, men også hvordan man videnskabeligt arbejder med artsdiversitet, og hvorfor det er så vigtigt, at vi får mere af det.

Ferniseringen og vandringen er åben for alle. Den guidede tur til Jernhatten starter ved formidlingsrummet på Havmøllen kl. 16.00. Turen er kun et par kilometer lang, men der er en stejl stigning til toppen, som gør den uegnet for gangbesværede. Turen koster 50 kr., og der bookes billet på nationalparkbooking.dk.

Fakta

DANEudstillingen kan ses på Havmøllen fra d. 23. juni til 17. juli mellem kl. 10.00 og 16.00 dagligt.

Havmøllens adresse er: Havmøllen, Havmøllevej 12, 8400 Ebeltoft

Alle er velkomne til fernisering d. 23. juni kl. 15.30.

Guidet tur til Jernhatten med biolog og naturformidler Jens Thorving Andersen starter ved formidlingsrummet på Havmøllen kl. 16.00.

Turen er kun et par kilometer lang, men der er en stejl stigning til toppen, som gør den uegnet for gangbesværede. Turen koster 50 kr.

Billet på nationalparkbooking.dk.