Kom til Høslætsdag den 6. august

29-07-2022

En gammel landbrugstradition møder tidens ønske om at øge biodiversiteten, når Nationalparken i samarbejde med ejerne af Holmegaard og Nordisk Kulturlandskabsforbund inviterer til høslætsdag.

Høengene var tidligere helt essentielle for landbruget, når man skulle skaffe foder til dyrene for vinteren. Sådan er det ikke længere, men høengene er stadig vigtige, da de giver levesteder for mange arter af planter og vilde dyr.

Derfor er det vigtigt, at vi fortsat plejer vores enge, så de ikke forsvinder, og til høslætsdagen lærer man om vedligeholdelse og genskabning af høengene.

Arrangementet er et samarbejde mellem Holmegaard og Nordisk Kulturlandskabsforbund samt Nationalparken, og man håber at kunne starte en ny tradition. Arrangementet er for hele familien og finder sted på Holmegaard lørdag den 6. august.

Tag din gamle le med

På høslætsdagen foregår på det den helt gammeldags manér med leslåning og bjergning af høet.

Leen er et af de ældste redskaber, og på engen, hvor der er for fugtigt til moderne maskiner, er leen helt nødvendig. Så hvis man har en gammel le stående i laden, opfordres man til at tage den med, ligesom man også meget gerne må medbringe river til at rive høet sammen med.

Le-ekspert Jens Erik Mølgaard vil så dele ud af sin viden og lære fra sig om skærpning af leen, og hvordan man bruger leen.

For børnene vil der i løbet af dagen også være flere aktiviteter, hvor arkæolog og tidligere museumspædagog Mariann Hahn-Thomsen blandt andet vil fortælle historier.

Billetter skal bookes på nationalparkbooking.dk.

 

Fakta

Sted: Holmegaard, Ved Fredskoven 4, 8400 Ebeltoft

Program:

10.00 – 10.15 Ankomst

10.15 – 10.30 Introduktion til Holmegaard v. en af ejerne.    

10.30 -  11.00 gang ud til engen

11.00 – 11.15 Historie om høengenes funktion før og nu v. Flemming Nielsen, formand for Nordisk Kulturlandskabsforbund

11.15 – 13.00 Der arbejdes med leslåning og bjergning af hø. Sideløbende har publikum har mulighed for at få slebet medbragte leer og afprøve dem på engen. Der vil også være demonstration af tohjulstraktor med fingerklipper.

Aktiviteter for børn ved Mariann Hahn- Thomsen.

13.00 – 13.30 Der serveres en madkurv og vand i engen

13.30 – 15.00 Der arbejdes videre med høslæt   

15.00 Rundvisning på Holmegaard v. Verner Nielsen

Pris: 100 kr. Madkurv er med i prisen.

Billetter skal bookes på nationalparkbooking.dk