Kom på tidsrejse til istiden
09-02-2022I uge 7 åbner Nationalparken en udstilling om de voldsomme kræfter, der har skabt de velkendte bakker.

Mols Bjerge er kendetegnet ved et kuperet istidslandskab med høje bakker og dybe dale. Is, sten og grus skabte under den seneste istid for cirka 18.000 år siden istidslandsskabet og skabte dødishuller og issøbakker i Nationalparken, der i dag er et yndet område for både lokale og besøgende naturelskere.
”Isen fortæller” er navnet på Nationalpark Mols Bjerges udstilling, som har åbent i uge 7, og som inviterer til en geologisk opdagelsesreje ud i Nationalpark Mols Bjerges istidslandskaber.
”Istiden er kernefortællingen i Nationalparken, og med udstillingen ønsker vi at formidle istiden i øjenhøjde med både voksne og børn,” siger Susanne Krogstrup, kultur- og projektmedarbejder i Nationalpark Mols Bjerge.
Udstillingen er gratis og har åbent hver dag i vinterferien mellem kl. 10 og 16.
Løft en mammutknogle eller prøv VR briller
Bag udstillingen står tegnestuen Mette Romme Landskab, der specialiserer sig i landskabsarkitektur og grafisk og æstetisk formidling af botanik- og landskabsfortællinger.
Isens fortællinger udfoldes i en tidsrejse fra de kolde forhistoriske istider til nutidens klima. Udstillingen indeholder små fortællinger om de enorme gletsjere og spor fra, hvor forhistoriske mammutter har levet på Djursland.
Besøgende kan prøve et par VR briller, løfte en 10 kilo stor mammutknogle eller få lov at røre ved de sten, der har rejst flere tusinde kilometer.
Udstillingen er den tredje i rækken af små udstillinger i det fine Strandhus af arkitekt Hack Kampmann fra 1906, der ligger ved Kalø Slotsruin.
Iskulptør skærer i is
Udstillingen er ikke den eneste måde, man kan gå op opdagelse i istiden på i vinterferien. Hver dag er der aktiviteter i og omkring Strandhuset, der alle har istiden som omdrejningspunkt.
Nationalpark Mols Bjerge flyttede kort før jul en over to ton tung Faxe-koralkalksten ned foran Strandhuset, og i vinterferien bliver kæmpestenen indviet.
Ved kæmpestenen vil besøgende kunne opleve isskulptør Morten Grau Møller i aktion den første søndag i vinterferien, når en stor isblok ankommer ude foran Strandhuset. Morten Grau Møller har flere gange vundet ved de internationale mesterskaber.
For de små kan man komme og lege og lære om de forhistoriske dyre såsom mammut og sabeltiger eller lege videnskabsmænd i et istidslaboratoriet på loftet af Strandhuset.
For voksne og større børn er der guidede vandringer i området ved Strandhuset blandt andet en klimavandring i havstigningernes fodspor og en vandring på den nye Oldtidssti i Ringelmose Skov.
Alle aktiviteter bookes på forhånd på www.nationalparkbooking.dk.