’En Hemmelig Klub’ indtager Nationalpark Mols Bjerge
27-01-2022Med legen i højsædet åbner kunstnerne bag ’En Hemmelig Klub’ i skolernes vinterferie et istidslaboratorium for nysgerrige børn i Strandhuset ved Kalø Slotsruin.

Istiden skal formidles gennem leg. I uge 7 åbner Nationalpark Mols Bjerge Strandhuset for nysgerrige og eventyrlystne børn. På loftet af Strandhuset indretter folkene bag en ’En Hemmelig Klub’ et istidslaboratorie.
Iført laboratorietøj skal børnene først på jagt efter stumper og stykker fra istiden i området omkring Strandhuset, og efterfølgende skal genstandene undersøges på laboratoriet.
”Det er altid godt at undre sig over, hvordan verden er skruet sammen. Vi skal bruge vores avancerede udstyr og lige så avancerede fantasi til at undersøge de ting, vi finder, og sætte dem sammen til dyr, planter og sære væsner, der måske kunne have levet på isen ved Mols,” siger En Hemmelig Klub.
Legen som kunstform
Kunstnerne med det mystiske navn En Hemmelig Klub bringer legen ind i alt, hvad de laver, og betragter legen som en kunstform.
Klubben blev grundlagt i London i 2009, men har siden 2011 holdt til i Aarhus-området. Her har de blandt andet tidligere lavet et wunderkammer i form af en ”låne-hjerne” til hovedbiblioteket i Aarhus, hvor man kunne kravle ind og låne tanker og idéer.
Nu flytter de så legen til Nationalpark Mols Bjerge. I uge 7 er Istidslaboratoriet åbent tirsdag, onsdag og torsdag kl. 13.00 til 16.00. Istidslaboratoriet indgår i nationalparkens formidling af istiden i vinterferien, hvor der er aktiviteter i Strandhuset hele ugen. Derudover er der også en gratis udstilling i huset, som kan besøges hver dag i vinterferien mellem kl. 10.00- 16.00.
Billetter til Istidslaboratoriet skal bookes på www.nationalparkbooking.dk
Se hele vores program for vinterferien her.