Vær med til at grave i Rønde og omegns historie

17-11-2021

Nationalpark Mols Bjerge og Museum Østjylland får brug for hjælp, når Bregnet Sogn skal kortlægges fra oldtid til nutid.

På opstartsmødet vil Thomas Guntzelnick Poulsen fra Museum Østjylland også fortælle om de fund, man har gjort under sommerens udgravninger. Foto: Susanne Krogstrup.

Gamle billeder, folketællinger og kirkebøger er værdifulde vidnesbyrd, når vi skal forstå, hvordan livet har set ud i tidligere tider.

Som en del af et stort sogneprojekt vil Nationalpark Mols Bjerge og Museum Østjylland i samarbejde med Rønde Egnsarkiv i gang med at indtaste og digitalisere folketællinger og billeder fra Bregnet Sogn, der skal skabe ny viden om livet på egnen.

På et opstartsmøde den 24. november kan historieinteresserede og andre nysgerrige høre mere om, hvordan man kan være med til at kortlægge Bregnet Sogn.

”Vi håber, at mange har lyst til at deltage, så vi kan være med til at udbygge og udbrede fortællingen om Nationalpark Mols Bjerge”, siger Susanne Krogstrup, kultur- og projektmedarbejder i Nationalpark Mols Bjerge.

Her vil også udgravningsleder Thomas Guntzelnick Poulsen fra Museum Østjylland fortælle om de fund, man har gjort under sommerens udgravninger på marken ved Bregnet Kirke. 

Opstartsmødet finder sted mellem kl. 16 og 18 på Kulturhotellet i Rønde. Det kræver ingen særlig forudsætninger for at deltage, og mødet kræver ikke tilmelding.

Den forsvundne landsby

Sogneprojektet er et større samarbejde mellem Museum Østjylland og Nationalpark Mols Bjerge Projektet blev skudt i gang i sommer, da Museum Østjyllands arkæologer gravede efter den forsvundne middelalderlandsby, som har ligget på markerne omkring Bregnet Kirke, og som i sin tid har forsynet Kalø Slotsruin.

Sidenhen har Nationalpark Mols Bjerge og Museum Østjylland sammen med Midtjysk Detektorforening været i gang med at undersøge markerne for gemte spor efter den forsvundne landsby.

Seneste tiltag er så opstartsmødet den 24. november, og håbet er, at det skal munde ud i en række tastecaféer for frivillige, der har lyst til at være med til at lægge brikkerne i det kæmpe tidspuslespil over Bregnet Sogn.

Kortlægningen er desuden en del af et landsdækkende projekt med kortlægning af Danmark via folketællinger.

Fakta

Sogneprojektet er et samarbejde mellem Museum Østjylland og Nationalpark Mols Bjerge.

Samarbejdet er også et borgerinddragende forsknings- og formidlingsprojekt, som skal sætte fokus på udvalgte områders historie fra oldtid til nutid. Det styrker lokalhistorien i de udvalgte områder, men fornyer også den samlede fortælling om Nationalpark Mols Bjerge

Opstartsmødet er den 24. november kl. 16.00 til 18.00 på Kulturhotellet i Rønde, Hovedgaden 10, 8410 Rønde.

Arrangementet kræver ikke tilmelding.