Test dine grænser på havsvømmebane og undervandssti

08-06-2021

Få pulsen op på et aktivt og sjovt snorkeldyk på Fuglsø Strand med Nationalpark Mols Bjerge

Snorkeldykkere ved Fuglsø Strand

Mange af os har siddet lidt for stille det sidste år – men måske det ændrer sig i 2021, hvor DR sammen med en række samarbejdspartnere har startet projektet ’Sammen i bevægelse’, der skal få flere danskere op af sofaen.

Op af sofaen kan man komme med Nationalpark Mols Bjerge, der flere gange denne sommeren tilbyder et guidet snorkeldyk på Fuglsø Strand – og her skal havsvømmebanen og Danmarks første undervandssti nok få deltagernes puls op.

Her er guidede ture 10. juni kl. 19-21, 26. juli kl. 13-15, 12. august kl. 19-21 og et aftendyk 8. juli kl. 21-23 – med tilmelding på nationalparkbooking.dk.

Svøm gennem fire meter langt rør

På undervandsstien kan man træne balance, vejrtrækning og ens evne til at bevæge sig under vand. Her finder man redskaber til fridykning og endda et spil kryds og bolle på fire meters dybde.

Den helt store test er et fire meter langt rør på havbunden. Selvom røret er en meter i både bredde og højde, og der ikke er risiko for at sidde fast, så kan det føles det snævert at svømme igennem. Men når først man når op til overfladen, kan man glæde sig over at have udfordret sine grænser.

Havsvømmebanen er formet som en firkant og er 300 meter lang. En flåde markerer start og slut, så man kan tage tid på, hvor lang tid man er om at gennemføre. Flåden er også god at sidde på, hvis når man lige får brug for at få pusten. 

Alle kan være med

Snorkeldykket er for alle, uanset om man vil teste sig selv, eller bare nyde at svømme i havet. 

Det er også et godt sted at starte, hvis man ikke har prøvet at snorkle før. Bare man kan svømme, kan man være med. Børn skal dog være i selskab med en voksen. 

Dragt, snorkel, maske og svømmefødder kan lånes på stedet. Guiderne sørger for en grundig introduktion til, hvordan man bruger udstyret. 

Nationalpark Mols Bjerge tager naturligvis alle nødvendige skridt for at forhindre smitte med coronavirus, så man kan være helt tryg ved at deltage og låne udstyr.

Fuglsø Stand

Praktisk

Mødested er på stranden for enden af Fuglsø Strandvej, 8420 Knebel.

Varighed er cirka to timer.

Der tages forbehold for vejret, som kan gøre det nødvendigt at vælge et andet dykkermål, men så får man besked forinden.

Datoer: 

  • 10. juni kl. 19.00 – 21.00
  • 26. juli kl. 13.00 – 15.00
  • 12. august kl. 19.00 – 21.00
  • Aftendyk: 8. juli kl. 21.00 – 23.00

Book billet

Du kan booke billet her på nationalparkbooking.dk