Sov under stjernerne i efterårsferien

17-10-2021

Bliv ven med mørket, når Nationalpark Mols Bjerge og Karpenhøj Naturcenter tilbyder overnatning i det fri i Mols Bjerge.

Foto: Mathias Dahl

De fleste af os ligger i vores seng, når solen er gået ned, og vi skal til at sove. Men bevæger man sig ud i naturen om natten, venter der sig en helt anden oplevelse end om dagen.

For når mørket falder på, er der andre dyr, der står op, og mens vi i første omgang udfordres på vores syn, så vænner vores øjne sig til mørket, og vores sanser skærpes.

Lørdag den 23. oktober kan man være med til at overnatte i naturen sammen med Nationalpark Mols Bjerge og Karpenhøj Naturcenter. Nat i naturen-arrangementet er for de mennesker, der gerne vil udfordres lidt og prøve at sove ude på et tidspunkt, hvor mange tror, sæsonen for udeliv er slut.

Nattesyn og skærpet hørelse

Som del af overnatningen kan man komme med på mørkevandring uden andet lys end måne og stjerner, hvis ellers det er skyfrit. Her kan man opleve, hvordan øjnene vænner sig til det sorte, og at man selv i buldermørke kan bevæge sig rundt.

Har man ikke lyst til en mørketur i efterårsnatten, kan man også nøjes med at hygge med snitteaktiviteter, skumfiduser og pandekager omkring bålet. Siddende omkring bålet kan man lytte til nattens lyde uden for bålets lyskrans.

Når man til slut putter sig i soveposen er det til lyden af nattens lydtæppe og måske med kig til stjernerne.

Flankeret af friluftsspecialister

Overnatningen foregår på Karpenhøj Naturcenter, hvor friluftsfolk, der selv elsker udelivet, sikrer gode og trygge forhold.

Man kan vælge at sove i telt, shelter eller hængekøje, eller man kan få hjælp af instruktørerne til at bygge en bivuak. Alle hjælper til med at lave mad over bål.

Efter en forhåbentlig god nats søvn i naturen spises morgenmad, hvor man måske taler om, hvad man har hørt i løbet af natten.

Nat i Naturen bookes på www.nationalparkbooking.dk

Fakta

Tidspunkt: Lørdag 23. oktober kl. 15 – søndag 24. oktober kl. 11

Adresse: Karpenhøj Naturcenter, Dragsmurvej 12, 8420 Knebel

Medbring: Sovepose og liggeunderlag

Pris 250 kr. for voksne, børn u. 15 år 125 kr.  

Book på www.nationalparkbooking.dk