Se en forunderlig verden i lyset fra en undervandslygte

14-06-2021

Nationalpark Mols Bjerge arrangerer guidede snorkeldyk, hvor man kan opleve aftenstemningen under vandet

Når mørket falder på, er livet under overfladen helt anderledes, end vi kender det fra om dagen.

For om natten er der gang i dyrelivet, og hen over sommeren har alle, der har lyst, mulighed for at se havlivet og de nataktive dyr gennem et par dykkerbriller.

Nationalpark Mols Bjerge arrangerer nemlig flere guidede snorkeldyk i aftenskumringen, hvor alle kan være med.

Fang fisk med en lyskegle

Selvom der er en særlig ro og stilhed om aftenen, er der alt andet end kedeligt under overfladen.

De fleste af dyrene er nemlig aktive om natten. Fisk, der af frygt for fugle søger væk om dagen, kommer tilbage til lavere vand, og der er mere gang i krabberne, der egentlig er nataktive, selvom vi kender dem fra strandturene om dagen.

På den guidede tur får man udleveret en undervandslygte, og det er en helt særlig oplevelse, når man pludselig indfanger et dyr med lyskeglen.

Kræver ikke forudsætninger

Bare man kan svømme, så kan man deltage i aftendykket. Man behøver hverken at have erfaring med at snorkle eller eget udstyr. Dragter, snorkel, maske og svømmefødder låner man på stedet.

Man svømmer sammen to og to, og børn skal være i selskab med en voksen.

På grund af vind og vejr kan man komme ud for, at snorkeldykket må rykkes til en af de andre lokationer. I så fald modtager man en sms.

Nationalpark Mols Bjerge tager alle nødvendige forbehold for at forhindre smitte med coronavirus, så man kan være tryg ved at deltage og låne udstyr.

Praktisk

Nationalpark Molsbjerge tilbyder guidede snorkeldyk om aftenen kl. 21 

Varighed er i alt cirka to timer

Datoer: 

1. juli: Dragsmur Øst 

8. juli: Fuglsøstrand 

15. juli: Jernhatten

22. juli: Vindmøllemolen ved Ebeltoft 

29. juli: Boeslum Strand 

5. august: Dragsmur Øst

Book

Du kan booke din billet her på nationalparkbooking.dk