Nationalparkguider skal sprede besøgende ud i parken

07-06-2021

I Nationalpark Mols Bjerge skal nationalparkguiderne i år særligt hjælpe med til at sprede de mange gæster ud i hele den store nationalpark

 

Vær opmærksom på, at dette er en nyhed fra 2021. Hvis du er i tvivl, om informationen i nyheden stadig er aktuel, så tjek vores seneste nyheder eller kontakt os på mols @danmarksnationalparker.dk eller på 72 17 07 14. 

 

Der har været mere travlt på stierne og i skovene det seneste år – med Coronaen har rigtig mange mennesker nemlig fået øjnene op for de mange gode oplevelser i den danske natur.

I Nationalpark Mols Bjerge forventer de igen mange gæster denne sommer, og for at give de besøgende en god naturoplevelse vil de også i år kunne støde på nationalparkguiderne.

Guiderne vil være at finde på de fire udendørsstationer: Kalø Slotsruin, Besøgscenter Øvre Stenkær, Maltfabrikken og Marinelab på Vibæk Strand.

Skal inspirere gæsterne til at søge nye steder hen

Nationalparkguiderne har fået den ekstra opgave i år at hjælpe med at sprede gæsterne ud over hele nationalparken.

Nationalparken dækker et areal på 180 kvadratkilometer, men mange gæster besøger de samme steder og går de samme ruter.

Derfor skal nationalparkguiderne med deres viden og engagement være med til at inspirere og guide de besøgende til også at opsøge de mindre kendte lokaliteter.

Målet er at afhjælpe parkeringsproblemer og mindske presset hos de beboere, der bor de allermest befærdede steder, og så skal det fremfor alt give bedre naturoplevelser, når alle de besøgende oplever ikke at gå oven i hinanden.

Slog rekord sidste år

Rigtig mange gæster besøger hver sommer Nationalpark Mols Bjerge. Nationalparkguiderne tæller hvert år, hvor mange forskellige personer de taler med, og særligt sidste år lagde mange gæster vejen forbi.

Her havde guiderne personlig kontakt med ikke mindre end 20.000 personer, hvilket var rekordmange. Det er niende år i træk, at Nationalpark Mols Bjerge har sommerguider.

Ildsjæle og istidslandskab

I år er der otte nationalparkguider, og udover at være formidlingsildsjæle er de alle unge mennesker med en uddannelsesmæssig relevant baggrund. Desuden får guiderne en grundig oplæring, så de er klar til at fortælle om nationalparkens unikke natur- og kulturhistorie.

Derfor kan de besøgende blandt andet spørge guiderne om alt fra istidslandskabets historie til gode vandrestier, eller hvor man finder det nærmest toilet. Guiderne vil kunne svare på det meste.

 Guiderne står klar på de fire udendørsstationer alle ugens dage i skolernes sommerferie mellem kl. 10 og 16. Hver dag kl. 14 er der desuden mulighed for at komme med nationalparkguiden på en lille gratis guidet tur.

Fakta

Man kan møde nationalparkguiderne alle ugen dage fra kl. 10 til 16 i perioden 26. juni 2021 til den 8. august 2021

Nationalparkguiderne er at finde på de fire udendørsstationer:

  • Kalø Slotsruin, Molsvej 31, 8410 Rønde
  • Besøgscenter Øvre Strandkær, Mols Bjerge, Strandkærvej 7, 8400 Ebeltoft
  • Maltfabrikken, Maltvej 8, 8400 Ebeltoft
  • Marinelab på Vibæk Strand, Vibæk Strandvej i Ebeltoft  

 

Vær opmærksom på, at dette er en nyhed fra 2021. Hvis du er i tvivl, om informationen i nyheden stadig er aktuel, så tjek vores seneste nyheder eller kontakt os på mols @danmarksnationalparker.dk eller på 72 17 07 14.