Nationalpark følger op på succes-workshop
09-08-2021Nu holder Nationalpark Mols Bjerge, Den Danske Naturfond og Københavns Universitet igen en åben workshop om græsning og friluftsliv

Der deltog over 140 mennesker, da Nationalpark Mols Bjerge, Den Danske naturfond og Københavns Universitet sidste gang inviterede til åben workshop om græsning og friluftsliv.
Nu følges det op med endnu en workshop 25. august kl. 16-19.30 på Fuglsøcentret i Mols Bjerge, hvor alle interesserede kan deltage (gratis) – og være med til at diskutere og finde løsninger på et godt samspil mellem græssende dyr i storfolde og vi mennesker, der gerne vil nyde friluftsliv.
Der er krav om tilmelding senest 19. august på mailen Obfuscated Email.
Vi skal finde løsninger
Hele formålet med workshoppen er at involvere brugerne i at finde de allerbedste løsninger på at få friluftliv til at gå hånd i hånd med biodiversitet og græssende dyr – til gavn for naturen og glæde for mennesket.
På workshoppen inviteres deltagerne til at debattere en række dilemmaer og muligheder – blandt andet i grupper.
Mens det på den første workshop handlede om græsning som et effektiv middel til at beskytte biodiversiteten, handler det på den kommende workshop om den rekreative brug af Mols Bjerge.
Netop på den workshop er deltagernes tanker og ideer vigtige for arrangørerne som led i at finde de bedste løsninger.
Hvordan er man sikker?
Deltagerne vil dog først blive præsenteret for den nuværende rekreative infrastruktur, ligesom forskellige brugergrupper vil fortælle om muligheder og udfordringer for friluftsliv i Mols Bjerge.
Nationalparken har en fremtrædende rolle i workshoppen med nationalparkchef Birgitte Lamp, friluftskoordinator Kristian Herget og naturmedarbejder Thomas Stampe, der opsummerer resultaterne fra først workshop og fortæller om den nuværende rekreative infrastruktur i Mols Bjerge – og eksisterende muligheder.
Men der er andre og gode folk til stede.
Dyrlæge Camilla Eskerod, Kvægdyrlægerne Djursland, fortæller om, hvordan man vurderer, om græsningsdyrene har det godt og trives?
Repræsentanter fra lokale brugergrupper fortæller om friluftsliv:
Jane Toubro fra Tilgængelig Natur under Mols i Udvikling, Lene Bach Larsen fra virksomheden Green Active Tours og Henrik Mikkelsen fra Bevæg dig for livet under DGI.
Man kan også høre Rita Buttenschøn, Københavns Universitet, fortælle om, hvad vi i dag ved om risici i forbindelse med udsætning af dyr bag hegn og friluftsliv – hvad siger erfaringerne?
Endelig fortæller Marianne Norup fra SEGES om, hvordan vi kan færdes sikkert blandt græssende dyr?
Undervejs er der mulighed for spørgsmål til oplægsholderne – og efter oplæggene går det løs med gode snakke og diskussioner for at gøre hinanden klogere og finde de bedste løsninger.
Arrangørerne er værter med sandwich, kaffe mv.
Det indgår i forskning
Resultaterne vil indgå i et forskningsprojekt, kaldet ”Græsning og friluftsliv - best practise for dialog, etablering og formidling”, ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) på Københavns Universitet.
Den sidste og tredje workshop finder sted 6. oktober kl. 16-19.30 – og vil handler de gode løsninger: Hvad har vi af erfaringer fra andre projekter? Hvordan vil et konkret projektområde ved Agri skulle etableres for at fremme biodiversiteten og samtidig sikre gode muligheder for friluftsliv?
Arrangørerne håber, at dette forløb kan bidrage til en vejledning for udvikling af naturområder i Danmark med udgangspunkt i en konkret case i Agri, hvor der tidligere har været landbrug, men hvor området nu fuldt ud bliver natur og i den forbindelse åbnes for offentligheden.