Kom tæt på fuglelivet i Nationalparken

06-06-2021

Hør rødhalsen synge aftensang eller gærdesmutterne slå høje triller på en fugletur i Kalø-skovene og ved Følle Bund

Rød Glente. Dieter Bentz

Har du helt styr på fuglenes stemmer i skoven? Ellers kan du komme til det.

På en guidet fugletur 17. juni kl. 19-21 med Nationalpark Mols Bjerge kan fugleinteresserede og andre nysgerrige blive klogere på fuglelivet i Kalø-skovene og det nærliggende vådområde Følle Bund.

I den lyse sommeraften guider ornitolog og naturentusiast Jens Ejler Mikkelsen først deltagerne fra Rønde By gennem Hestehave Skov, hvor rødhalsen synger sin aftensang, og gærdesmutterne slår højlydte triller.

Efterfølgende går turen ud til Følle Bund, hvor vade- og andefugle holder til. Sandsynligvis vil der også være måger, og måske er man heldig at spotter den meget smukke røde glente.

En del af Outdoor#8

Fugleturen er en af flere aktiviteter ved KulturHotellet i Rønde i forbindelse med kulturprojektet Outdoor#8, der med støtte fra Nationalpark Mols bjerge løber over tre år.

Omdrejningspunktet for Outdoor#8 er billedkunstneren Erik Peitersen, der over perioden maler et tre x tre meter stort udendørsmaleri på markedspladsen ved KulturHotellet.

Det er også ved KulturHotellet i Rønde, at fugleturen 17. juni både begynder og slutter.

Praktisk

Guidet fugletur i Kalø-skovene og det nærliggende vådområde Følle Bund 

Dato: Torsdag 17. juni kl. 19-21 

Mødested er KulturHotellet, Hovedgaden 10, 8410 Rønde 

Varighed er cirka to timer 

Pris 75 kroner 

Book billet på nationalparkbooking.dk