Corona: Nationalpark ønsker at sprede trafikken

02-02-2021

Flere mennesker vil ud i naturen under corona-pandemien, og det belaster p-pladserne på de kendte steder. Nationalpark Mols Bjerge foreslår nye ture og p-pladser

Rigtig mange mennesker søger ud i naturen på grund af Corona-pandemien, og det mærker de tydeligt i Nationalpark Mols Bjerge.

Herfra lyder nu en opfordring til at søge oplevelser andre steder, end dem vi kender i forvejen.

Det fortæller nationalparkchef Birgitte Lamp, Nationalpark Mols Bjerge.

” Vi vil gerne slå et slag for, at vi danskere vover pelsen og finder nye steder og oplevelser. Lad os, i stedet for at den sædvanlige tur, tage på opdagelse et nyt sted. Det er skønt, vi gerne vil ud, også i den kolde tid, men vi har en tendens til at søge derhen, hvor vi plejer. Så farer vi i hvert fald ikke vild, og vi ved, hvad vi får, men der er bare så meget mere,” siger nationalparkchefen.

Lad os passe på naturen

Når vi spreder os, får vi roligere naturoplevelser, der ikke er præget af heftig trafik og parkeringsproblemer, og det er samtidig en hjælp til de mennesker, der bor de allermest befærdede steder.

”Vi danskere er generelt ret gode til at opføre os ordentligt, og det er super godt, at vi bliver på stierne, tager affald med os hjem og ikke løber efter eller fodrer naturplejedyr. Hvis vi også kan være mere nysgerrige og opsøge nye steder, så har vi altså løst nogle trafikale problemer og lettet presset lidt på dem, der bor tæt på de meget populære steder,” siger Birgitte Lamp.

Presset er også digitalt

Den øgede trafik i naturen er visuelt meget tydelig, men den ses også på de danske nationalparkers hjemmesider.

”Ud over alle de mennesker, der er ude på den anden side af ruden, konstaterer vi også, at rigtig mange finder vores hjemmeside, nationalparkmolsbjerge.dk. Trafikken er er dobbelt op i forhold til sidste vinter. Det oplever alle nationalparkerne i Danmark – og vi håber da, at naturinteressen holder niveau, også efter Corona,” siger nationalparkchefen.

 

FORSLAG TIL NYE TURE

KORTERE STIER

Mols Bjerge-stien er en af landets mest populære stier, men der er andre meget smukke og kortere stier i Mols Bjerge. Fire af dem er certificeret af Dansk Vandrelaug – og de er godt opmærket med gule trekanter – og går alle i en cirkelformet rute tilbage til p-pladsen:

  • Helligkildestien, 5 km, parkér på Tinghulens p-plads på Mols Bjerge Vej, 8420 Knebel  
  • Agri Bavnehøj, 6,5 km, parkér på Agri Bavnehøj Vej 5A eller ved Agri Kirke, 8420 Knebel  
  • Toggerbo, 5 km, parkér på p-pladsen Toggerbovej 3, 8420 Knebel (tæt på selve landsbyen Toggerbo)  
  • Langemosestien, 5 km, parkér på hestetrailerpladsen ved Naturstyrelsen Kronjyllands staldanlæg, der ligger på Strandkærvej 5 (på en gruset sidevej), 8400 Ebeltoft

NATUR- OG MØLLEBY

En knap så kendt gåtur starter fra Mols Motocrossbane på Mols Bjergevej 8, 8400 Ebeltoft. Her er mulighed for at parkere ved banen og følge det sidste stykke af Mols Bjerge-stiens Kalø-etape til Femmøller By. Turen snor sig ind over Den Danske Naturfonds nyerhvervede arealer ved Basballe - gennem et meget kuperet terræn, inden stien ender i Femøller. Herfra kan man gå op gennem Femmøller By og nyde møllebygninger og –damme, inden man kommer retur til bilen. Ca. 4 km. 

KALØ SLOTSRUIN FRA NYT STED

Er man mere til Hestehave og Ringelmose Skov ved Kalø, kan man parkere ved Kalø Hovedgård, Grenåvej 14 ved Karlsladen – og undgå p-pladsen ved Kalø Slotsruin. Kryds over vejen og gå efter skiltet til Jagtslottet. Tag her den lange lige vej ned mod kysten. Det giver en smuk tur gennem Ringelmose Skov. Der er selvfølgelig lidt længere, hvis man gerne vil til Kalø Slotsruin, men til gengæld kan man opleve både Besøgscenter Karlsladen og Jagtslottet.

FRA EBELTOFT FÆRGEHAVN

På samme måde kan Ebeltoft Færgehavn benyttes, hvis man vil gå en tur på Ahl Hage – og undervejs måske studere de mange kite-surfere, der bruger kysten her. Man går mod Vindmøllerne og videre ad stranden forbi klinterne, hvor man kan være heldig at finde fossiler, inden man kommer til Ahl Hage-stien, opmærket med gule pletter. Eller gå den anden vej, mod Øer, ad stranden hen langs de nyetablerede folde, hvor fårene laver naturpleje og genskaber de smukke strandenge. Når man når frem til slusen, kan man gå til højre ud til vandet igen og gå en tur på Syddjurs Kommunes eneste strand med klitter.

ØRNBJERG MØLLE MED EN TILFØJELSE

Der er idyllisk ved Ørnbjerg Mølle – en oase med klukkende vand hen over møllehjulet og mulighed for at spise madpakke under tag i et fint udstillingsrum. Grundet trafik anbefales dog at parkere oppe ved Røndevej (rute 21) på den store p-plads og følge den gulprikkede rute ned gennem de fine kuperede overdrev, langs den gamle hulvej med de krogede bøge og den primitive lejrplads, inden man når frem til møllen. 

START MOLS BJERGE-STIEN FRA ANDRE P-PLADSER

Mols Bjerge-stiens Bjergetape på 20 km er en fantastisk og velafmærket tur gennem Danmarks fineste istidslandskab. Stien tiltrækker mange vandrere, og de fleste vælger at starte fra p-pladsen ved Femmøller Efterskole. Da det er en rundtur, kan man dog lige så godt starte ved en af de andre store p-pladser, stien går forbi. Det kan være p-pladsen ved kirken i Agri eller Agri Bavnehøjvej 5A, 8420 Knebel, eller Daalerne ved p-pladsen på Lyngevej, i Knebel og eller ved Porskær Stenhus på Porskærvej, alle steder 8410 Knebel.

 

Praktisk

Brug applikationen ”Nationalpark Mols Bjerge”, der giver mange forslag til ture i nationalparken med tekst om, hvad man oplever.

Appen er offline, så den virker, selvom der ikke er mobilforbindelse. Derfor betaler man heller ikke for roaming.