Snorkeldyk: Jernhatten er også flot under vandet
22-06-2020Dyk ned under havoverfladen ved Jernhatten sammen med Nationalpark Mols Bjerges erfarne guider

Naturen er uhyre smuk og mangfoldig over vandet med bakkepartiet Jernhatten, der er med i Danmarks Naturkanon.
Men der er også enestående smuk og mangfoldig natur under havoverfladen med leopardplettet havbund, bølgende tangplanter i mange farver og nuancer, masser af liv alle steder og flotte panoramaer.
Det kan man opleve på Nationalpark Mols Bjerges guidede snorkeldyk, der finder sted kl. 13 på de to mandage 29. juni og 3. august.
Suk efter sukketang
Der findes ikke bedre vand til snorkeldyk end vandet ud for Jernhatten på Kattegatkysten, mener nationalparkens guider.
De tager deltagerne med ned under havoverfladen med maske og snorkel for at gå på opdagelse i en oase skabt af strøm og vind.
Her er en righoldighed af forskellige tangplanter som sukkertang, strengetang, blæretang og blodrød ribbetang med tilhørende dyreliv.
På turen runder man kampestenen Blak, som ligger 150 meter fra land.
Turen ud til kæmpestenen går gennem et betagende sceneri af forskellige algearter med masser af fiskeyngel som f.eks. ørred, torsk eller hornfisk.
Du kan låne dragter, snorkel, maske og svømmefødder.
Børn skal være sammen med en voksen.
Passer på smitte
Nationalpark Mols Bjerge tager på grund af Covid-19 forskellige forholdsregler for ikke at bringe eventuel smitte videre.
Alt udstyr ligger mindst 72 timer mellem to dyk, og samtlige masker og snorkler desinficeres efter et dyk.
Der holdes afstand under instruktion både på land og i vand.