Nu er nationalparkguiderne snart på plads igen
17-06-2020Igen i år kan gæster i Nationalpark Mols Bjerge møde nationalparkguiderne rundt omkring i den 180 kvadratkilometer store nationalpark
På billedet ser I fra venstre frivillig Jens Ejler Mikkelsen, nationalparkguiderne Nele Lohrum, Rikke Trachsel, Marie-Louise Holm, Melissa Thompson, Lotte Kristensen og Camilla Jessen samt friluftskoordinator Kristian Herget fra Nationalpark Mols Bjerge.
Vær opmærksom på, at dette er en nyhed fra 2020. Hvis du er i tvivl, om informationen i nyheden stadig er aktuel, så tjek vores seneste nyheder eller kontakt os på mols @danmarksnationalparker.dk eller på 72 17 07 14.
Hvor er der gode vandrestier? Hvor er der toiletter i Mols Bjerge? Kan man købe guidede ture? Eller hvad er det her for et insekt, jeg har fotograferet?
Det er bare et lille udsnit af de mange spørgsmål, nationalparkguiderne får af gæster i Nationalpark Mols Bjerge, og som de meget gerne svarer på, når de er på arbejde rundt om i naturen i nationalparken.
Og det er de igen i år gennem hele skolernes sommerferie.
Her står de i dagtimerne alle ugens dage for ottende år i træk og tager imod feriestemte gæster (og nysgerrige lokale borgere) ved deres udendørs stationer ved Kalø Slotsruin, Besøgscenter Øvre Strandkær i Mols Bjerge, Vibæk Strand i Ebeltoft og i år, som noget nyt, også på Maltfabrikken i Ebeltoft.
Står ude alle ugens syv dage
Nationalparkguiderne er unge mennesker med en uddannelsesmæssig relevant baggrund suppleret med undervisning om Nationalparken.
Der er i år seks guider med en baggrund inden for biologi og agro biologi, og flere af dem har tidligere været nationalparkguider, så de er meget rutinerede.
De suppleres dette år desuden af to af Nationalparkens mange frivillige, der gennem årene har opbygget en meget stor viden om Nationalparken.
Nationalparkguiderne står de samme steder som i tidligere år, men dette år også på Maltfabrikken i Ebeltoft.
Det skyldes, at nationalpark Mols Bjerge har fokus på at styrke sin formidlingsindsats og fremover vil være repræsenteret i nationalparkhovedstaden Ebeltoft med et fast formidlingssted på Maltfabrikken i tilknytning til BMA, der består af Syddjurs Bibliotek, Museum Østjylland og Ebeltoft Byhistorisk Arkiv.
Har forlænget sæsonen
Nationalparkguiderne beretter, at de mærker et støt stigende besøgstal i nationalparken.
Mange søger naturen og kulturhistoriske seværdigheder som Kalø Slotsruin og søkøbstaden Ebeltoft, men guiderne fortæller også, at de mange aktiviteter tiltrækker.
Det er eksempelvis Nationalparkens egne sejlture med veteranskibet Skødshoved, guidet sightseeing i Nationalparkbussen og guidede snorkelture, men også nationalparkpartnernes tilbud om kajakture, madoplevelser i naturen, kulturhistoriske vandringer og meget mere.
Kan lide at være guide
En af guiderne, Nele Lohrum er guide for fjerde år i træk, og hun synes, det er en ganske særlig tjans.
”Jeg er glad for at formidle og fortælle om noget, gæsterne måske ikke har vidst eller set før. Det er også dejligt, når turisterne oplever, at de befinder sig midt i et helt unikt istidslandskab,” siger Nele Lohrum.