Nationalparken styrker formidlingen i Ebeltoft
12-06-2020Nationalpark Mols Bjerge får nu et fast formidlingssted på Maltfabrikken i Ebeltoft med nationalparkguider, hjælp og vejledning til gæster og en landskabsmodel

Nationalpark Mols Bjerge vil fremover være repræsenteret i Ebeltoft med et formidlingssted på Maltfabrikken i tilknytning til BMA, der består af Syddjurs Bibliotek, Museum Østjylland og Ebeltoft Byhistorisk Arkiv.
Derfor bliver det allerede i starten af juli muligt at droppe ind på Maltfabrikken i nationalparkhovedstaden Ebeltoft og få inspiration til oplevelser, fantastiske vandreture og skarp viden om istidslandskabet, naturen og kulturhistorien.
Det er udtryk for en markant styrkelse af Nationalparkens formidlingsindsats, fortæller nationalparkchef Birgitte Lamp.
”Vi synes, det er naturligt at være fysisk til stede flere steder nationalparken, der jo ikke er en lillebitte myre, men en velvoksen mastodont på 180 km2. Så nu starter vi i selveste nationalparkhovedstaden Ebeltoft, hvor vi forventer at komme i kontakt med rigtig mange mennesker,” siger Birgitte Lamp.
Se film på landskabsmodel
Allerede i juli måned vil man derfor kunne møde nationalparkguider på Maltfabrikken, hvor de hjælper til med at formidle og sørger for ekstra gode oplevelser, hvad enten man er på besøg i Nationalparken, i sit sommerhus eller bor i området.
Tager man turen helt op i toppen af Maltfabrikken, ad de mange trapper eller med elevator, vil man møde 360 graders udsigt ud over nationalparklandskabet. I dette helt unikke rum står der snart en landskabsmodel, hvorpå det er muligt at se bl.a. en film om istidslandskabet lige uden for ruderne og en film om Ebeltoft og betydningen af byens placering ved vandet.
”Vi lover, det bliver en ret fantastisk oplevelse. Rum, udsigt og landskabsmodel spiller sammen, så vi for alvor forstår isens betydning og vandets magt. Vi lar lavet model og film sammen med dygtige folk hos BMA, så der har været mange specialister indover,” siger nationalparkchef Birgitte Lamp.
Hel ny strategi
Det nye tiltag er led i nationalparkbestyrelsens samlede formidlingsstrategi, der har fokus på at komme i kontakt med så mange mennesker som muligt i så stor en del af nationalparken som muligt.
”Vi vil gerne have høj kvalitet i oplevelsen af nationalparken, og det kan vi få ved at hjælpe gæster til gode oplevelser og bidrage til forståelse og viden om området. Vi vil gerne gå forrest med en grøn og bæredygtig dagsorden, og det kræver, at vi er i kontakt med så mange mennesker som muligt,” siger Birgitte Lamp.
Nationalpark Mols Bjerges centrale omdrejningspunkt for formidlingsindsatsen bliver et besøgscenter ved Kalø Slotsruin, som bestyrelsen lige nu arbejder på at etablere.
Det skal suppleres af to satellitter i form af formidling på steder, der evner at tiltrække mange besøgende og afledt har potentiale til at motivere dem til at tage et skridt videre ud i naturen og kulturlandskabet.
Med en satellit på Maltfabrikken mangler bestyrelsen fortsat at beslutte sig for, hvor det andet formidlingssted skal ligge, men det er sikkert, at det bliver i selve Mols Bjerge.
”Formidlingsstedet i Ebeltoft vil have særlig fokus på kulturhistorien, mens et tilsvarende sted hos en aktør i Mols Bjerge vil have særlig fokus på naturen. Alle stederne, herunder selve besøgscentret ved Kalø, vil også have et stærkt fokus på at få fortalt Nationalparkens helt unikke landskabshistorie. Istidslandskabet er nemlig i international topklasse, så det skal ingen snydes for fortællingen om,” siger nationalparkchef Birgitte Lamp, Nationalpark Mols Bjerge.