Nationalparken fejrer vandreruternes Michelin-stjerne til Mols Bjerge-stien

06-08-2020

Nationalpark Mols Bjerge tilbyder fællesvandring til fejringen af Mols Bjerge-stiens nye status som Leading Quality Trail - Best of Europe

Den kuperede Mols Bjerge-sti, der slynger sig gennem Danmarks mest unikke istidslandskab, har opnået den bedst tænkelige certificering, som en vandresti kan få – en slags vandreruternes Michelin-stjerne.

Mols Bjerge-stien er nemlig blevet certificeret som Leading Quality Trail af den europæiske paraplyorganisation European Ramblers Association.

Det markerer Nationalpark Mols Bjerge søndag 16. august. Her modtager nationalparken det officielle certifikat af slovenske Boris Mićić, præsident for European Ramblers Association, der deltager via storskærm på grund af Covid-19. Der er desuden taler ved borgmester Ole Bollesen, Syddjurs Kommune, og nationalparken bestyrelsesformand Jørgen Blach.

Op til ceremonien er der fællesvandring ad Mols Bjerge-stiens tre etaper, Ebeltoft-etapen, Bjergetapen og Kalø-etapen. Alle kan deltage i fællesvandringerne, der begynder kl. 9 i henholdsvis Ebeltoft, Femmøller og ved Kalø Slotsruin for at ende kl. 15 ved Femmøller Efterskole, hvor ceremonien finder sted. Der er krav om tilmelding på grund af Covid-19.

Som at få Michelinstjerne

Da kun de allerbedste stier kommer gennem nåleøjet, når repræsentanter fra tyske European Ramblers Association kommer på besøg for at efterprøve kvaliteten af en vandresti med henblik på certificering.

Derfor var det som at få en Michelin-stjerne, da der kom besked fra Tyskland om, at Mols Bjerge-stien havde bestået testen og nu er certificeret som Leading Quality Trail – Best of Europe.

Dermed føjer Mols Bjerge-stien sig til Gendarmstien i Sønderjylland, der nu er de to eneste internationalt certificerede stier i Danmark.

Bæredygtig vandring

Ifølge Dansk Vandrelaug ligger Nationalpark Mols Bjerge i dag helt i top som vandredestination med ikke alene én Leading Quality Trail på 60 km, men også med fem kortere kvalitetsvandrestier certificeret af netop Dansk Vandrelaug.

Der er et stigende antal danskere, der gerne vil ud i naturen, men vandrestier tiltrækker også udenlandske gæster.

Liane Jordan, European Ramblers Association mener, der er et stort potentiale inden for bæredygtig turisme i netop vandring. De tyske vandreorganisationer repræsenterer i dag 600.000 medlemmer, men i virkeligheden er potentialet langt større i forhold til det tyske marked, mener hun.

- For 15 år siden søgte de tyske vandrere de traditionelle europæiske vandredestinationer med høje bjerge, men det har ændret sig. I dag er der et meget stort antal mennesker, der søger moderat vandring, siger hun.

FAKTA OM ÅBNINGSCEREMONIEN

Hele arrangementer forløber søndag 16. august fra kl. 9.00 til 16.30. 

Deltagerne kan vælge at gå til ceremonien ad en af de tre etaper på hver 20 km:

  • Ebeltoft-etapen fra Ebeltoft Superstop
  • Kaløetapen fra Kalø Slotscafé
  • Bjergetapen fra Femmøller Efterskole

Der er start alle tre steder kl. 9.00.

Af hensyn til Covid-19 er det nødvendigt med tilmelding til fællesvandring på nationalparkbooking.dk

Der er deltagerbegrænsning, så det er først-til-mølle.

 

FAKTA OM MOLS BJERGE-STIEN

Mols Bjerge-stien blev til efter en vision om en sti, der kunne binde hele Nationalpark Mols Bjerges unikke istidslandskab sammen.

Fra begyndelsen blev det besluttet, at stien skulle leve op til de forventninger, rutinerede vandrere har. Derfor blev den anlagt efter de krævende og ret detaljerede internationale kriterier, som European Ramblers Association har.

Istidslandskabet viser sig fra sin flotteste side hele vejen og giver stien sit karakteristika.

Med inddelingen af stien i tre dagsetaper har Danmark fået sin første rigtige bjergetape, idet 20 km af Mols Bjerge-stien går i en cirkelformet rute gennem selve Mols Bjerge.

Ruten er på appen Nationalpark Mols Bjerge, der kan downloades gratis fra Google Play og AppStore.

Stien er etableret af Nationalpark Mols Bjerge i samarbejde med Naturstyrelsen Kronjylland, Syddjurs kommune og en række private lodsejere med støtte fra Friluftsrådet.

Nationalparkens frivillige har lagt et stort arbejde i at lave stien. De har samlet sat 420 træstolper med skilte, hver af dem har gået 600 km, og de har drukket 24 liter kaffe under arbejdet med opsætning af stolper.